Turister strømmer til en kunstig indsø i Sibirien for at tage billeder af dens klare azurblå vand.

Men farven bedrager totalt.

Vandet i søen er nemlig overhovedet ikke hverken naturligt eller rent. Det har sin farve som følge af aske, der er dumpet i søen fra det lokale kulkraftværk, skriver CNN.

Det lokale energiselskab, The Siberian Generating Company, udsendte derfor en advarsel til alle turister på det russiske sociale medie, VKontakte.

'Du kan ikke svømme i asken. Vandet har et højt alkalisk niveau og indeholder kaliumsalte og metaloxider, der kan udløse allergiske reaktioner,' advarede energiselskabet i juni.

Samtidig er bunden i søen ganske blød, så det nærmest er umuligt at komme op fra den.

Men selv om advarslen ikke er til at tage fejl af, strømmer turisterne stadig til søen, der kaldes 'De Sibiriske Maldiver'.

Mange lader sig fotografere i bikini i vandkanten eller på oppustelige enhjørninger på vandet, hvilket naturligvis dokumenteres grundigt på Instagram.

Ifølge Siberian Times har besøgende sammenlignet lugten ved søen med vaskepulver.

Nogle besøgende melder også om, at sålen på deres sandaler er begyndt at skalle af, efter de har gået langs vandkanten.

The Siberian Generating Company hævder, at uafhængige målinger viser, at vandet ikke er radioaktivt, men på grund af sundhedsrisikoen er det strengt forbudt at bade der.

»Man har ikke lyst til at komme i kontakt med vandet. Man kan mærke, at det ikke er et trygt sted,« siger fotograf Mikhail Reshetnikov til Siberian Times.