'Portene til himlen' ånder af fred og idyl, når turister deler billeder af sig selv midt mellem portene med deres refleksion i en stille, klar sø.

Men der er langt fra de smukke Instagram-billeder til virkeligheden.

Det har flere turister måttet sande, efter de har besøgt Lempuyang-templet på Bali.

Der er nemlig intet vand ved de såkaldte 'porte til himlen' – der er derimod en lokal med en iPhone og et spejl, som giver den smukke effekt af en vandspejling på billeder, skriver Independent.

I virkeligheden er der intet vand ved templet, men derimod blot en græsplæne. Og den gør sig ikke helt lige så godt på billeder.

Det har fået mange turister til at efterlade ét og to-stjernede anmeldelser på Trustpilot.

Mange er splittede – for templet er ifølge de mange anmeldelser meget smukt, men det ændrer ikke på, at gæsterne føler sig snydt.

'Selvom der er smukt, er jeg ikke sikker på, at jeg vil anbefale det. Hvis du VIL have dit Instagram-billede, så ja, men vær sikker på at komme tidligt og forvent mindst to timers kø for et misledende billede,' skriver en bruger.

En anden, der kritiserer templet, er Polina Marinova, redaktør på magasinet Fortune. Hun har delt to billeder fra templet – et, der viser den idylliske ro med en 'sø', og et, der viser folk stå i kø bag en fotograf med et spejl.

Hendes tweet er gået viralt og har fået flere til at kommentere, at de selv har besøgt templet, og at billederne på Instagram er misvisende.

Flere påpeger også, at mange af dem, der har delt billeder derfra, og som lever af at lægge billeder på det sociale medie, kun viser glansbilledet.

For eksempel har de fleste undladt at nævne, at der ikke er tale om vand, og ingen nævner, at de formentlig har stået i kø til et billede i timevis.