En enorm ydmygelse af USA, og det er Joe Bidens skyld.
Sådan betragter forhenværende præsident Donald Trump udviklingen i Afghanistan, hvor hans efterfølger i disse dage gennemfører den tilbagetrækning, som han selv aftalte med Taliban sidste år.
De amerikanske og andre vestlige styrker har dårlig nok forladt landet, før den islamiske bevægelse Taliban stormer frem og bid for bid – by for by – igen tager kontrollen med landet.
I denne uge nåede de til hovedstaden Kabul, hvor kaotiske scener udspillede sig i lufthavnen, da desperate afghanere forsøgte at komme ombord på fly, som evakuerede de sidste vesterlændinge i landet.
I et interview med Fox News placerer Donald Trump helt og holdent ansvaret for det afghanske kaos på Bidens skuldre.
»Dette er en frygtelig tid for vores land. Jeg tror ikke, at vores land nogensinde er blevet så ydmyget. Jeg ved ikke, hvad du vil kalde det – et militært nederlag eller et psykologisk nederlag. Der er aldrig før sket noget som dette: Du kan gå tilbage til Jimmy Carter med gidslerne,« sagde Trump med henvisning til gidseldramaet i Teheran i slutningen af 1970erne, som endte med at belaste daværende Jimmy Carter voldsomt.
»Det er fantastisk, at vi trækker os ud, men ingen har nogensinde håndteret en tilbagetrækning værre end Joe Biden,« fastslog den 45. præsident over for Fox News' Sean Hannity.
»Dette er den største ydmygelse af vores land nogensinde, tror jeg.«

Samtidig benyttede Trump lejligheden til at fyre en bredside af mod det afghanske militær og de politiske ledere, som han efter eget udsagn aldrig har troet på ville gå til kamp mod Taliban.
Donald Trump kalder den afghanske regeringshær for »de højeste betalte soldater i verden«, som kun kæmpede på grund af pengene.
»Faktum er, at vores land betalte de afghanske soldater en formue. Vi bestak dem på en måde til at kæmpe, og det er ikke det, det handler om,« lød det fra ekspræsidenten.
Han udtrykte også sin mistillid til præsident Ashraf Ghani, som nu er flygtet ud af landet.

Billederne af afghanere, der klamrer sig til understellet på et amerikansk militærfly, har også chokeret Trump.
Ikke engang scenerne efter Vietnamkrigen kan hamle op med det, der sker i Afghanistan lige nu, mener ekspræsidenten.
Det var Donald Trump, der i sin tid for bordenden i Det Hvide Hus besluttede, at de amerikanske tropper skulle trækkes ud af landet senest i maj 2021.
Joe Biden mener derimod, at han var bundet af Trumps aftale, og at opgaven bliver besværliggjort af, at Trump skar de amerikanske tropper i landet ned til et minimum.

»Da jeg tiltrådte, overtog jeg en aftale, der var blevet lavet af min forgænger,« sagde præsident Joe Biden søndag som svar på krikken af tilbagetrækningen:
»Kort inden han (Trump, red.) forlod jobbet, skar han de amerikanske styrker (i Afghanistan, red.) ned til det minimale med 2.500 mand. Derfor stod jeg over for et valg, da jeg blev præsident: at følge den aftale med en lille forlængelse af fristen til at få vores egne og vores allierede styrker sikkert ud eller øge vores tilstedeværelse og sende flere amerikanske styrker for igen at deltage i et andet lands interne konflikt.«
I et interview med ABC News natten til torsdag dansk tid afviste Biden, at tilbagetrækningen kunne være håndteret bedre fra amerikansk side.
»Nej. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet ud, uden at der ville opstå kaos,« sagde præsidenten, som også møder kritik fra sit eget parti.
Følg B.T.s liveblog om situationen i Afghanistan her