I Danmark var der stor fokus på mødet om lavere priser på vægttabsmedicin i USA på grund af betydningen for Novo Nordisk.
Men i udlandet er det en helt anden detalje, der har vakt opsigt – ja, i en sådan grad, at den er gået viralt og har fået Donald Trumps modstandere på banen.

For under pressemødet i Det Hvide Hus 6. november, hvor den amerikanske præsident præsenterede aftalen om de lavere priser på diabetes- og fedmemedicin, blev der taget nogle billeder, hvor Trump så ud til at kæmpe med at holde sig vågen.
Det skriver CNN.
På billerne fra seancen ses præsidenten lukke øjnene, ligesom han ved flere lejligheder så ud til at have svært ved at holde dem åbne og flere gange gned sig i øjnene.
Den slags finder normalt vej til de sociale medier, og denne gang var bestemt ingen undtagelse.

Donald Trumps politiske modstandere var heller ikke for fine til at bruge billederne til at sætte spørgsmålstegn ved, om han er egnet til at være præsident.
»DOZY DON IS BACK,« skriver pressekontoret for Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, på X med store bogstaver.
Det kan oversættes til »søvnige Don (Donald Trump) er tilbage«.
Netop Newsom er en af Trumps mest bitre politiske rivaler. Han spås gode chancer for at blive Demokraternes næste præsidentkandidat – og har i øvrigt fået en del opmærksomhed ved at kopiere den amerikanske præsidents måde at skrive og agere på sociale medier.
Det Hvide Hus' assisterende pressesekretær, Taylor Rogers, afviser i en udtalelse til CNN, at Donald Trump skulle have sovet under pressemødet.
»Faktisk talte han under hele pressekonferencen og tog imod mange spørgsmål fra pressen,« lyder det fra Taylor Rogers.
Hun kalder aftalen om de lavere priser på diabetes- og fedmemedicin »historisk« og hævder, den både vil redde mange amerikanske menneskeliv og spare borgerne enorme pengesummer.
Det får Taylor Rogers til at anklage »de svigtende, liberale medier« for at »fremme en dårlig fortælling« om Donald Trump i stedet for at dække en nyhed som medicinalprisaftalen.
79-årige Donald Trump var den ældste tiltrædende præsident nogensinde, da han i januar indledte sin anden periode i Det Hvide Hus.
Siden har der været flere historier om, at han har begået brølere så som at forveksle personer eller at bytte rundt på stednavne.
Samtidig har Trump fået ros for tit at deltage i pressemøder og i det hele taget ofte at være på farten, hvilket er en del af jobbet som USAs præsident.
Flere af hans forgængere på posten har tidligere vist tegn på træthed under pressemøder – herunder Barack Obama.
