»Biden plejede at sige, at han var pilot,« sagde Donald Trump og tilføjede, at det var noget, hans forgænger på præsidentposten fortalte alt og alle.

Der er bare ét problem:

At Joe Biden ifølge det amerikanske medie RadarOnline aldrig offentligt har hævdet at være pilot.

Den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, begik brøleren under en tale til amerikanske soldater på hangarskibet USS George Washington ud for Japans kyst tirsdag den 28. oktober.

Sandsynligvis kom Donald Trump til at forveksle Biden med en anden tidligere præsident, republikaneren George W. Bush.

Han tjente som F-102 jagerpilot i Texas' nationalgarde.

Det er ikke første gang 79-årige Trump er taget i at kludre i det.

Eksempelvis har han forvekslet sin tidligere modstander i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat Nikki Haley med topdemokraten Nancy Pelosi, ligesom han for nylig hævdede at have stoppet en krig, der aldrig har været udkæmpet.

Under præsidentvalgkampen gjorde Donald Trump igen og igen grin med sin rival Biden for at virke forvirret eller sige noget forkert. 

Efter massivt internt pres fra toppolitikere i det demokratiske parti endte Joe Biden med at trække sig som kandidat, hvorefter afløseren Kamala Harris som bekendt tabte valget til Donald Trump.