Længe har Demokraterne i USA stået i en miserabel situation. De har specielt manglet en åbenlys lederskikkelse til at udfordre præsident Donald Trump.

Men noget kan tyde på, at en mulig kandidat er ved at træde frem fra skyggerne. Og det sker på en måde, der har fået Trumps mest hårdkogte tilhængere til at rase.

Der er tale om delstaten Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom.

På ganske få uger har han fået amerikanernes kendskab til ham – og hans følgeskare på sociale medier – til at eksplodere.

Det har Newsom og hans hold formået at gøre via et velkendt greb – i hvert fald hvis man er bekendt med Donald Trumps skriverier på sociale medier.

Gavin Newsom – og hans hold – er nemlig begyndt at kopiere den amerikanske præsidents måde at skrive og agere på sociale medier.

Alt fra tonelejet over brugen af store bogstaver til øgenavne til modstandere har de lånt.

Det sker hovedsageligt på profilen 'Governor Newsom Press Office'.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, ligner i stigende grad en førsteudfordrer til Donald Trump. Det gør han med en ny og opsigtsvækkende strategi.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, ligner i stigende grad en førsteudfordrer til Donald Trump. Det gør han med en ny og opsigtsvækkende strategi. Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

Et eksempel på den nye stil blev udgivet 17. august. 

Det kom som et svar på, at Donald Trump kort forinden havde skrevet et opslag på Truth Social, hvor der blot stod 'Bela'.

»Donald (små hænder) har skrevet sin biografi her til morgen – desværre (lav iq) stavede han det forkert – 'beta'. Snart bliver du 'fyret' beta på grund af mine perfekte kort. Tak for at læse med – GCN.«

Hele opslaget var skrevet med versaler. Og så brugte det en række greb, man ofte ser i Donald Trumps egne opslag – ikke mindst de indskudte sætninger, øgenavne og den måde, hvorpå opslaget ender.

Et af efterhånden mange opslag, hvor Gavin Newsom og hans folk efterligner Donald Trumps måde at skrive på. Strategien har haft enorm effekt.
Et af efterhånden mange opslag, hvor Gavin Newsom og hans folk efterligner Donald Trumps måde at skrive på. Strategien har haft enorm effekt.

Mange lignende opslag har set dagens lys.

Og det har ifølge CNN haft en voldsom effekt.

Siden midten af juni er Newsoms mængde af følgere på sociale medier eksploderet med 450 procent. 

Også antallet af Google-søgninger på Newsom er gået amok med en stigning på hele 1300 procent siden starten af juni.

Det har længe været rygtet, at netop Gavin Newsom har sit blik rettet mod Det Hvide Hus.

Også her synes den nye strategi at virke.

Efter længe at have ligget i midterfeltet af mulige demokratiske kandidater, så er Newsom nu mange demokraters favorit.

Således peger hele 25 procent af de adspurgte i en måling fra Politico, at Gavin Newsom er deres foretrukne som demokraternes præsidentkandidat.

B.T. mødte Gavin Newsom ved det demokratiske partikonvent sidste sommer. Allerede her var guvernøren en stor stjerne i partiet. Nu er han ved at blive det på landsplan.
B.T. mødte Gavin Newsom ved det demokratiske partikonvent sidste sommer. Allerede her var guvernøren en stor stjerne i partiet. Nu er han ved at blive det på landsplan. Jeppe Elkjær

Den næste på listen er den tidligere vicepræsident og præsidentkandidat Kamala Harris, der ligger på 19 procent.

Netop Gavin Newsom har længe været på kollisionskurs med Donald Trump.

Og Newsom har samtidig forsøgt at skabe sig en profil på at være i opposition til Trump.

Det blev tydeligt, da Newsom konstant var i nationale medier, da præsidenten tidligere på året indsatte Nationalgarden i Los Angeles.

Gavin Newsom med Donald Trump 24. januar i år – få dage efter Trump atter var at finde i Det Hvide Hus.
Gavin Newsom med Donald Trump 24. januar i år – få dage efter Trump atter var at finde i Det Hvide Hus. Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix

Og senest har Newsom modarbejdet Donald Trumps forsøg på at gentegne valgkortet i Texas for at vinde flere pladser i Kongressen.

Mange republikanere er dog ikke specielt begejstrede over Gavin Newsoms nye stil.

Det er den konservative kommentator Dana Perino et af mange eksempler på.

I et indslag på Fox News sagde hun:

»Du bliver nødt til at stoppe med det Twitter-halløj. Hvis jeg var hans kone, så ville jeg sige, 'du gør dig selv til grin, stop det … Han har et vigtigt job som guvernør i Californien, men hvis han vil have et endnu større job, så må han tage det lidt seriøst.«

Det har Gavin Newsoms hold delt med teksten – i store bogstaver:

»Der er næsten gået en uge, og de fatter det stadig ikke.«