Der var dømt gisp og krummede tæer, da en treårig pige i sidste uge gik i aktion under en kunstfestival i Basel, Schweiz.

Pigen langede ud efter et af de udstillede kunstværker, da hendes mor trillede hende forbi i klapvognen. Og så gik det galt.

Der er tale om en plasticskulptur, som forestiller en flue og som er et værk af den tyske kunstner Katharina Fritsch.

Skulpturen var vurderet til omkring 50.000 amerikanske dollars - eller omkring 332.000 danske kroner.

Det er den i hvert fald ikke længere værd.

Begge vinger knækkede af, da den ramte gulvet, skriver The Times.

Lyden af fluen, der ramte gulvet, udløste et gisp i hele lokalet. Minutterne efter var tåkrummende, beskriver tyske medier.

Pigens mor var rystet og blev bedt om at aflevere sine oplysninger, mens den lille pige sad og skammede sig i sin klapvogn, forklarede vidner.

Skulpturen kan ikke repareres, oplyser en medarbejder fra udstillingen.

Alligevel kommer moren næppe til at skulle betale en eksorbitant regning for værket.

Ifølge tysk lovgivning kan hun umiddelbart kun blive dømt til at betale erstatning, hvis det bevises, at hun ikke passede ordentligt på sit barn.

Kunstneren Katharina Fritsch har ikke umiddelbart forholdt sig til sit kunstværks hårdhændede skæbne.