En gratis lysskulptur af den afdøde danske kunstner William Soya kan være på vej i skraldespanden.

Årsagen skal findes hos Kolding Kommune, hvor kunstværket har opholdt sig siden 1975, efter at det blev skænket til kommunen, så det kunne hænge på det gamle bibliotek i Jernbanegade.

Da byens bibliotek flyttede lokaler i 2008, kom lysskulpturen ikke med, men røg i stedet på depot, hvor det har ligget siden da.

Men nu skal kunstværket ud af depotet, hvilket kan ende med, at det bliver smidt helt ud, skriver DR.

Kunstværket kan risikere at blive smidt ud, hvis ikke der findes en ny aftager til lysskulpturen.
Kunstværket kan risikere at blive smidt ud, hvis ikke der findes en ny aftager til lysskulpturen. Foto: Arkivfoto: Statens Kunstfond
Vis mere

Der er nemlig ingen, der vil have skulpturen, og selvom kulturudvalget i Kolding har forsøgt at spørge virksomheder og institutioner, om de kunne være interesserede, har de alle sammen afvist, fortæller formanden for kulturudvalget i Kolding, Jesper Elkjær fra Radikale Venstre, til mediet.

Der er da også tale om et stort kunstværk, da det består af 48 firkantede stålrør i størrelsen 60x60 centimeter i varierende dybde og med en samlet vægt på godt 1,5 ton.

Det er dog ikke størrelsen på kunstværket, der er problemet. Det er i stedet prisen, det vil koste at få sat værket i stand.

For ifølge Konserveringscentret i Vejle vil det koste ca. 300.000 kroner at få kunstværket sat i stand.

Siden 2008 har kunstværket været gemt væk på et depot. Nu arbejdes der på at finde en ny ejer til William Soyas kunstværk.
Siden 2008 har kunstværket været gemt væk på et depot. Nu arbejdes der på at finde en ny ejer til William Soyas kunstværk. Foto: Arkivfoto: Statens Kunstfond
Vis mere

Jesper Elkjær fortæller, at der tidligere har været fem virksomheder, der har sagt ja til at modtage værket, men at det hver gang har været prisen, der har forhindret en aftale. Han tilføjer dog også:

»William Soya er ikke noget, man bare smider ud, så jeg synes, det er relevant at spørge, om det ikke kunne gøre gavn et andet sted,« udtaler han til DR.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalget for Billedkunst, Søren Taaning, fortæller til B.T., at Legatudvalget vil forsøge at hjælpe kunstværket hen til en ny ejer.

»Soyas værk er lavet helt specifikt til det gamle bibliotek i Kolding, og det kræver meget af det rum, det skal være i. Derfor er det forståeligt, at det er svært at finde en ny placering. Det er Kunstfondens vurdering, at der er tale om et bevaringsværdigt værk. Derfor vil vi i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst drøfte, om vi kan hjælpe med at finde en fremtidig placering  - gerne i samarbejde med kommunen og kunstnerens arvinger,« skriver han i en mail til B.T.