Det er de færreste, der får lov til at berette fra verdens mest lukkede land, men i oktober sidste år fik en dansk kunstner undtagelsesvist lov at tage sit kamera med ind bag forhænget i Nordkorea.

Det blev en tur, som den danske kunstner og dj Christopher 'Flip' Egeberg aldrig vil glemme og måtte bruge flere måneder på at komme sig over.

Under konstant overvågning – hvor selv et toiletbesøg krævede en besked til de to guider, der som siamesiske tvillinger fulgte Flip overalt – fik han lov til at tage de billeder, der skulle blive til udstillingen '7 timer fra Pyongyang'.

Selv om billederne blev flotte, var de taget under strenge regler, som ikke lod en eneste pixel slippe igennem den censur, der gennemsyrer Nordkorea.

»Jeg ville ikke glorificere noget eller underkaste mig deres propaganda. Bag ved alle mine billeder er der en makaber historie,« siger 36-årige Flip, som han helst gerne vil kaldes.

Men billedet af et velfungerende Nordkorea blev en sandhed med modifikaitoner for Flip.

»Når man efter en uge ikke har set en fugl eller en hund eller en handicappet, så begynder man at sætte spørgsmålstegn. Så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved, hvad man selv ved,« siger han lidt tilbageholdende og fortsætter:

»Jeg blev så frustreret og følte mig isoleret og afskåret. Man ved ikke helt, om man har med mennesker eller robotter at gøre, men der er et menneske inde bagved.«

»Her ses et opvisningsshow fra skolen Childrens Palace, hvor særligt udvalgte kommende virtuose børn får uddannelse i instrumenter, dans eller sang. Her kommer en pige fra skolen ind og præsenterer showet. Det var den sidste aften, og jeg havde ikke mere i mig, og jeg havde faktisk pakket mit kamera sammen, men så nåede jeg alligevel at fange det her fantastiske motiv.«
»Her ses et opvisningsshow fra skolen Childrens Palace, hvor særligt udvalgte kommende virtuose børn får uddannelse i instrumenter, dans eller sang. Her kommer en pige fra skolen ind og præsenterer showet. Det var den sidste aften, og jeg havde ikke mere i mig, og jeg havde faktisk pakket mit kamera sammen, men så nåede jeg alligevel at fange det her fantastiske motiv.« Foto: Christopher Egeberg
Vis mere

Da der var to dage tilbage af opholdet, var det ved at blive for meget for den feterede dj, der siden blev fotograf.

Han kunne mærke, at han havde brug for at komme væk – at han virkelig ikke kunne lide at være omkring de mennesker, der omgav ham. Han ville ikke kunne klare en uge mere.

På den sidste aften sad han på hotellet sammen med en af de to guider, der havde klæbet til ham, siden han trådte ind i landet.

Han havde fra starten opført sig eksemplarisk, smilet pænt og nikket til nordkoreanerne, selv om han kogte af forargelse indvendigt, men nu kunne han ikke længere holde facaden.

»De farvestrålende boligblokke i den østlige del af Pyongyang var det, der først vakte min nysgerrighed. Kunne noget så deprimerende virkelig se så indbydende ud? Som de selv beskrev det 'vi har malet husene, så de ligner blomster'.«
»De farvestrålende boligblokke i den østlige del af Pyongyang var det, der først vakte min nysgerrighed. Kunne noget så deprimerende virkelig se så indbydende ud? Som de selv beskrev det 'vi har malet husene, så de ligner blomster'.« Foto: Christopher Egeberg
Vis mere

»Hun spurgte mig, hvad jeg syntes om turen, og der kunne jeg ikke smile falsk længere. Jeg fortalte, hvor mærkeligt det havde været at være mandsopdækket med historier, som hun tydeligvis ikke selv troede på,« fortæller Flip.

»Hun kiggede på mig og nikkede og sagde så, at det var omstændighederne. Derefter åbnede hun op og endte med at sige tak. Det var turens højdepunkt.«

Han fik også set, hvordan Nordkorea ikke kun er et land, der eksisterer for at opretholde en facade, men hvor mennesker prøver at få en hverdag til at fungere med boldspil i parken og familier i vandland.

Efter hjemkomsten var han færdig. I to uger gik Flip rundt og prøvede at forstå, hvad han havde oplevet.

Han var hverken glad eller ked af det, men i et statisk limbo af tomhed.

Den stilhed og melankoli, som han havde oplevet i Nordkoreas gader, havde fulgt ham hjem, og i de næste to måneder prøvede han at finde ud af, hvad han skulle gøre med billederne.

Det endte som en udstilling, der sluttede den 30. maj i år, hvor billeder præget af 70'ernes pastelfarver fortæller makabre historier om et meget mærkeligt land.

Christopher 'Flip' Egeberg har de seneste 15 år optrådt som en af Danmarks mest anerkendte og respekterede dj's. Alle billederne fra Nordkorea kan ses her.