Det havde været hyggeligt, da den lille familie som så ofte før lagde vejen forbi vandskulpturerne og lod deres treårige søn løbe glad rundt, lege mellem figurerne og blive våd.

Men allerede dagen efter kunne sønnen pludselig ingenting. Alt, han ville, var at ligge stille.

Forældrene kunne mærke, at sønnen – Bakari Williams – fik feber, mens appetitten forsvandt. Det gik hurtigt.

Den 5. september, dagen efter udflugten til Don Misenhimer Park, hvor fontæneskulpturerne står i den amerikanske by Arlington, blev han indlagt.

Men der var ikke noget at stille op.

Seks dage senere sov han ind. Blot tre år gammel. Det skriver NBC Austin og Washington Post.

Siden er det kommet frem, at den lille dreng var blevet inficeret med en meget sjælden, men også meget dødelig amøbe.

Lægeligt kaldes den 'naegleria fowleri'. Dog kendes den mere som den 'hjerneædende' amøbe.

Bakari Williams blev kun tre år.
Bakari Williams blev kun tre år. GOFUNDME

Typisk bliver man smittet med amøben, når man har befundet sig i noget forurenet vand fra eksempelvis opvarmede svømmebassiner, små søer eller kloaksystemer. Derfra kan amøben komme op gennem ens næsebor – og derfra bevæge sig videre op, hvor den kan forårsage akut eller kronisk hjernebetændelse.

I de fleste tilfælde fører infektionen til døden. Som det skete for den treårige dreng.

»Bakari var en kærlig, energisk, passioneret, sød, smuk, uskyldig dreng. Han fortjente ikke at dø på denne måde,« fortæller Tariq Williams, der er drengens far, ifølge NBC Austin.

USAs Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) har siden bekræftet, at der er fundet aktivt 'naegleria fowleri' i fontænen, efter man har analyseret vandprøver derfra.

Og det formodes, at Bakari blev smittet, mens han havde leget der.

Nu har drengens forældre valgt at lægge sag an mod byen Arlington, som stod for pasningen af fontænen, da de mener, deres søn fortsat kunne være i live, hvis de havde sørget for at teste vandet og rense det dagligt, som de skulle.

Ifølge familiens advokat, Stephen Stewart, fejlede byen nemlig ved ikke at gøre det – heller ikke selvom det er et krav, at man gør det.

Udover at forældrene har valgt at lægge sag an mod byen, ønsker familien at skabe opmærksom på den farlige amøbe:

»Den hjerneædende amøbe er virkelig. Bakari Williams forældre kan bekræfte det. Det er dødeligt. Jeg ved, at det ikke sker særligt ofte, og det er en god ting. Men når det sker, er det oftere mere dødeligt, end det ikke er,« fortæller advokaten til People.

Embedsfolk fra Arlington har oplyst, at man har lukket alle deres såkaldte 'spalsh pads' med offentlige vandfontæner, indtil slutningen af året, mens man undersøger sagen.

Statens Serum Institut oplyser på sin hjemmeside, at antallet af episoder med hjernebetændelse grundet fritlevende amøber herhjemme er 'yderst begrænset', og SSI har de 'seneste år kun kendt til ét eneste fatalt tilfælde i Skandinavien, hvor en ellers rask nordmand blev smittet i Thailand på grund af næseskylning med vandhanevand'.