Tre politibetjente i den amerikanske storby New York er blevet indlagt med forgiftning, efter de drak milkshakes fra kæden Shake Shack mandag aften.
Politiet i storbyen frygtede, at sagen k kædes sammen med den store mængde protester rettet mod politi over store dele af USA efter George Floyds død.
Sagen beskrives af flere lokale New York-medier, heriblandt ABC7.
De tre betjente havde købt deres milkshakes hos Shake Shack på Broadway på Lower Manhattan mandag aften.
Allerede mens de var i færd med at indtage deres drikkelse, blev de tre betjente dårlige. Det betød, at de blev kørt på et nærliggende hospital, hvor de fortsat er indlagt.
De tre betjente skal angiveligt have det godt efter omstændighederne.
Da den lokale politiforening i første omgang meldte sagen ud på Twitter, forlød det, at de tre betjente bevidst var blevet forgiftet.
'Her til aften er tre af vores medbetjente blevet bevidst forgiftet af en eller flere ansatte hos Shake Shack på 200 Broadway på Manhattan. Heldigvis er de ikke kommet alvorligt til skade,' skrev Detectives' Endowment Association.

Udmeldingen fik den lokale fagforening for New Yorks politibetjente til at gå på sociale medier for at advare alle sine betjente.
De skal være opmærksomme, når de skal indtage mad, som er lavet ude af huset, lyder det blandt andet i en opdatering, hvor det også skrives, at man formoder, at de tre betjente blev forsøgt forgiftet med blegemiddel.
'Her til aften spiste flere betjente, der var på opgave ved en demonstration på Lower Manhattan, et måltid på Shake Shack på Broadway og Fulton Street. På et tidspunkt under deres måltid opdagede betjentene at en giftig substans, formentlig blegemiddel, var blevet tilført deres drikkelse,' lyder det.
'Alle medlemmer af fagforeningen opfordres til at inspicere enhver mad, de har købt, mens de er i tjeneste, for, om det skal være forgiftet. Når det er muligt, skal man spise mad i grupper af to eller flere og være på vagt under hele indtagelsen af måltidet,' skrives det videre.
I det medfølgende tweet fra fagforeningen blev det kort skrevet, at man mener, at politibetjente for tiden har et ekstra hårdt arbejdsmiljø som resultat af protester mod politiet efter George Floyds død.
'Når New York-politibetjente ikke engang kan indtage et måltid uden at blive angrebet, så er det tydeligt, at miljøet, vi arbejder i, har nået et kritisk niveau. Vi kan ikke slappe af bare et kort øjeblik,' skrives det.
Efterfølgende er det blevet fastslået, at forgiftningen ikke er sket hos selve Shake Shack.
Politiet har derfor indledt en undersøgelse af sagen. Og på Twitter er Shake Shack gået ud med en udmelding, hvor de skriver, at de samarbejder med politiet i sagen.