En nyligt frigivet lydoptagelse fra alarmcentralen i den amerikanske by Minneapolis viser, at en ansat var dybt rystet over anholdelsen af George Floyd.

Der er tale om en kvindelig ansat, som fulgte situationen på direkte kamera, mens den udspillede sig. Og hun var rystet over det, hun så.

Det står klart, efter Minneapolis Politi har frigivet optagelserne.

Det skriver flere amerikanske medier heriblandt CNN og NBC News.

På optagelsen kan man blandt andet høre den unavngivne kvindelige operatør hos alarmcentralen ringe til sin overordnede og sige:

»Jeg er ikke sikker, og du kan kalde mig for en stikker, men vi har video fra 320's (politienheden, som arresterede George Floyd, red.) opkald og ... jeg er ikke sikker på, om de benyttede sig af fysisk magt eller ej, men de tog noget ud af politibilen, og de satte sig alle sammen på manden,« siger den kvindelige operatør.

Herfra lader hun vide, at politienheden med den sidenhen drabssigtede Derek Chauvin i spidsen, ikke har bedt den overordnede om råd eller assistance, hvilket den overordnede bekræfter.

Ud over det interne opkald hos alarmcentralen har politiet i Minneapolis også frigivet opkald til alarmcentralen fra en brandmand, som i sin fritid havde overværet anholdelsen af George Floyd.

Han var rystet, fremgår det:

»Jeg har vitterligt set politibetjente lade være med at tage en puls og gøre ingenting for at redde en mand. Jeg er brandmand, og jeg har det på kamera ... jeg gik tilfældigvis forbi, og den her fyr, de fucking dræbte ham,« lød det fra brandmanden ifølge CNN.

En anden persons opkald i forbindelse med drabet på George Floyd er også blevet frigivet, og her kan man høre den uidentificerede person sige, at vedkommende lige har set politiet 'dræbe en mand, som ikke modsatte sig anholdelse.'

Det er nu tre uger siden, 46-årige George Floyd blev dræbt under en anholdelse i Minneapolis, Minnesota.

Anholdelsen fandt sted, da der var mistanke om, at George Floyd havde betalt i en kiosk med en falsk 20 dollar-seddel.

Derek Chauvin er sigtet for forsætligt manddrab.
Derek Chauvin er sigtet for forsætligt manddrab. Foto: Ramsey County Sheriff’s Office
Vis mere

Ved anholdelsen valgte betjenten Derek Chauvin at knæle på George Floyds nakke i otte minutter og 46 sekunder. Det betød, at George Floyd mistede bevidstheden og siden livet.

I forbindelse med drabet er de fire betjente, der var til stede, alle blevet fyret. Alle fire er sigtede i sagen. Derek Chauvin er sigtet for manddrab, mens de andre betjente er sigtet for medvirken til manddrab.

I ugerne efter George Floyds død har demonstrationer og protester rullet over store dele af verden. I flere amerikanske storbyer har situationen været så alvorlig, at det er blevet sammenlignet med en krigszone.