Et amerikansk ægtepars forsøg på at redde deres etårige datter endte fatalt.
Hele familien bestående af moderen Ellen Chung på 31, faderen Jonathan Gerrish på 45 og deres etårige datter Miju døde under tragiske omstændigheder 15. august i år efter en vandretur i Hites Cove Trail i Californien.
»Desværre tror jeg, forældrene blev fanget på det forkerte ben, og da de fandt ud af deres situation, døde de i forsøget på at redde deres barn og hinanden,« har en lokal vandreekspert skrevet til politiets efterforskere.
Det skriver San Francisco Chronicles.

Familien blev fundet to dage efter, at de var taget af sted. Tragedien skyldes en skæbnesvanger beslutning: De havde nemlig kun taget to en halv liter vand med. Myndighederne anbefaler mere end det dobbelte, hvis man vil vandre i terrænet om sommeren.
Tragedien har fået vandrere over hele verden til at undre sig over, hvordan det kunne gå så galt. Der er blandt andet blevet spekuleret i, om de havde været udsat for en forbrydelse, eller om de var døde af at have drukket toksinholdigt vand fra den nærliggende flod.
Området, hvor familien blev fundet, har desuden et farligt miljø med giftige alger og farlige gasser fra en nærliggende mine. Det afvises dog, at det skulle have taget livet af familien.
Familien døde, som politiet meldte ud i oktober 2021, af såkaldt hypertermi. Det betyder, at kroppen bliver så varm, at både hjerne og organer svigter. Dette kombineret med dehydrering viste sig fatalt for parret, deres barn og deres lille hund.
Ifølge en lokal vandre-ekspert, som politiet har benyttet sig af, blev det også familiens død, at de desperat forsøgte at redde datterens liv, som må være bukket under for den massive varme og mangel på vand først.
Ellen Chung blev nemlig fundet et stykke væk fra Jonathan Gerrish, der var blevet tilbage med datteren og familiens hund. Ellen Chung har sandsynligvis forsøgt at løbe efter lægehjælp. Men det lykkedes altså ikke.
En læge, som har bidraget til efterforskningen, slår også fast, at døden indtræffer efter blot få timer, hvis vandrere rammes af hedeslag. Ifølge rapporten fortæller de lokale også, at de holder sig fra at bruge vandreruten, når det er højsommer. Netop på grund af varmen.


