Det var en hjemløs mand, der dræbte Christina Yuna Lee i hendes lejlighed. Han stak den 35-årige kreative producer ned, og efterlod hendes krop med over 40 stiksår liggende i badekarret.
Drabet skete tidligt søndag morgen i den kinesiske bydel i New York City. Mandag aften blev Assamad Nash beordret fængslet uden kaution. Det skriver New York Post.
»Det er så grusomt og så forfærdeligt og så ondt,« sagde Yuh-Line Niou, som brød sammen i tårer, mens hun talte nær ved åstedet søndag.
Drabet var formentlig seksuelt motiveret. Nash havde på afstand fulgt efter kvinden, indtil hun kom hjem tidligt søndag.

Ifølge advokaten Dafna Yoran så forsøgte Nash at forhindre politiet i at komme ind i lejligheden. Det gjorde han ved at imitere en kvindes stemme.
»Vi har ikke brug for noget politi her – gå jeres vej,« fortalte Nash politiet. Samtidigt barrikaderede han sig selv inde i lejligheden i halvanden time, før politiet stormede døren.
Da de var kommet ind, fandt de Yuna Lee død i badekarret. Hun var nøgen fra taljen og op, og hun havde over 40 stiksår.
Nash blev fundet, mens han gemte sig under sengen. Han havde også nogle stiksår på kroppen og på sine hænder og skuldre, oplyser anklagerne.
En kniv med gult skaft blev fundet bag ved et skab.
På overvågningsfoto ses Nash følge efter Yuna Lee fra det øjeblik hun vendte hjem klokken 4.20 om morgenen søndag.
Han fulgte efter, mens hun gik de seks etager op, og han tvang sig vej ind i hendes lejlighed, netop som hun var ved at låse døren.
Yuna Lee blev hørt råbe om hjælp kort efter. En mand svarede »vær rolig, for jeg har en pistol«.

Kvinden råbte stadig på hjælp, da politibetjentene ankom til bygningen efter de første telefonopkald fra naboerne, som hørte støjen, sagde anklagerne.
På et tidspunkt forsøgte Nash at flygte, inden han trak sig tilbage, fordi han blev opdaget af politiet.
Nash havde boet på et hjem for hjemløse, inden han formentligt begik drabet søndag,
Han havde tidligere været anholdt mindst en halv snes gange, og han var løsladt på prøve efter en anholdelse den 6. januar,
På torsdag skal han møde en dommer igen.

