De seneste år har den norske forretningsmand Tom Hagen mest været i medierne, fordi han er mistænkt for at have dræbt – eller medvirket til at have dræbt – sin egen hustru.

Nu sætter flere norske medier også fokus på hans privatøkonomi, da han sidste år tog 11 millioner kroner ud af sin forretningskoncern i udbytte.

Det skriver blandt andet Romerikes Blad og erhvervsmediet E24, efter man har set hans årsregnskab igennem.

Tom Hagen var frem til, at hans hustru, Anne-Elisebeth Hagen, sporløst forsvandt i oktober 2018, mest kendt for at være en af Norges rigeste mænd.

Arkivfoto af Anne-Elisabeth Hagen.
Arkivfoto af Anne-Elisabeth Hagen. Foto: Privat
Vis mere

Det er han fortsat.

Sidste år havde hans koncern, Holding 2 AS, en totalomsætning på omkring 1,9 milliarder danske kroner, hvilket var omkring 205 millioner kroner lavere end året forinden.

Før skat endte overskuddet på 76 millioner kroner, mod et overskud på 167 millioner året før.

Ifølge NTB skriver Romerikes Blad, at det er første gang siden 2017, at Tom Hagen har taget et udbytte ud af selskabet.

Sidste livstegn fra 70-årige Anne-Elisabeth Hagen var 31. oktober 2018 klokken 9.14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.

Til politiet har Tom Hagen fortalt, at hun var væk, da han kom hjem fra arbejde efter klokken 13.

I huset i Lørenskog fandt han i stedet en trusselsseddel, hvorpå der stod fremsat et krav om løsepenge. På grund af fundet af sedlen arbejdede politiet længe ud fra en teori om, at der var tale om en kidnapningssag. Den formodning ændrede politiet dog om sommeren året efter – i stedet mener efterforskerne nu, at der er tale om en mulig drabssag.

Sidste år blev Tom Hagen anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig.