Coronavarianten Omikron, der først blev opdaget i Sydafrika, er lørdag også registreret i Storbritannien.

Storbritannien har lørdag registreret to tilfælde af coronavarianten Omikron, siger landets sundhedsminister, Sajid Javid.

De to tilfælde menes at være forbundet til hinanden.

Omikron, der også har navnet B.1.1.529, blev første gang opdaget i Sydafrika. Den frygtes at være en mere smitsom udgave af coronavirusset.

Belgien registrerede fredag varianten som det første europæiske land.

Tyskland og Tjekkiet mener lørdag også at have opdaget varianten.

Det kan dog først endeligt afgøres efter yderligere analyse af de positive prøver.

De to britiske tilfælde har forbindelse til rejser til Sydafrika, siger Sajid Javid.

- Sent i aftes blev jeg kontaktet af den britiske sundhedsstyrelse. Jeg fik at vide, at der var konstateret to tilfælde af denne nye variant, Omikron, i Storbritannien. En i Chelmsford, en anden i Nottingham, tilføjer han.

De to smittede og alle medlemmer af deres husstande testes igen og er nu blevet bedt om at gå i isolation.

Imens er myndighederne i gang med smitteopsporing, siger sundhedsministeriet i London.

Tidligere lørdag manede den britiske forsker, der har stået i spidsen for udviklingen af coronavaccinen fra selskabet AstraZeneca, til at bevare roen i forbindelse med den nye variant.

Forskeren hedder Andrew Pollard. Han er leder af Oxford Vaccinegruppen.

- Det er meget usandsynligt, at der kommer en ny opblomstring i pandemien, sådan som vi så det med deltavarianten i fjor, i den vaccinerede befolkning, sagde professoren til BBC-radio.

Han mener, at de eksisterende vacciner godt kan hamle op med den nye variant. Men, sagde han, det kræver nogle ugers forskning, før det bliver mere klart.

Han sagde også, at processen med at lave en ny vaccine er velkendt, så hvis der bliver behov for en anden vaccine, kan det laves hurtigt, mener han.

/ritzau/Reuters