To fængselsansatte bliver i skrivende stund holdt som gidsler i et svensk fængsel.

Ifølge Aftonbladet udspiller gidseltagningen sig i Hällbyanstalten i Eskilstuna, som ligger godt 100 kilometer vest for Stockholm.

Ifølge Aftonbladets oplysninger er gerningsmændene bevæbnet med hjemmelavede våben med barberblade og kræver at få en helikopter fløjet til fængslet.

Senere kom et nyt krav, der lyder på, at de to indsattes fængselsafdeling skal have kebabpizza. Hvis ønsket bliver opfyldt bliver et gidsel frigivet, beretter Aftonbladet fra ikke navngivne kilder.

En gidselsituation udspiller sig lige nu Sverige.
En gidselsituation udspiller sig lige nu Sverige. Foto: 11890 Per Karlsson/TT
Vis mere

Og netop det ønske har politiet nu valgt at imødekomme. Der er 20 kababpizzaer på vej til de 20 indsatte på afdelingen. Det skriver Aftonbladet, der også har talt med politibetjent Torbjörn Sivertsson, der fortæller, at det er en smart idé at opfylde pizzakravet.

»Så er man i gang med forhandlingerne,« siger han til Aftonbladet.

Kort herefter - omkring klokke 19 - blev den ene af gidslerne løsladt og modtager nu den rette hjælp.

Svensk politi modtog anmeldelsen om gidseltagningen klokken 12.20.

Her var meldingen, ifølge Aftonbladet, at to indsatte havde angrebet to ansatte og barrikaderet sig i et vagtrum.

Både Aftonbladet og svenske Expressen beskriver, at de involverede indsatte begge er dømt for mord, men disse oplysninger har politiet ikke ønsket at bekræfte.

»Lige nu arbejder vi på at få et klarere billede af situationen. De indsatte er dømt for alvorlige forbrydelser, men i øjeblikket kan vi ikke sige, hvad de er dømt for,« siger sikkerhedschef Jörgen From Nordin. Han tilføjer:

»Den svenske kriminalforsorgens forhandlere, taskforce og politi er på stedet, og situationen er fastlåst. Det er meget alvorligt.«

Den nationale taskforce er Sveriges ultimative politiressource, der er vant til at håndtere situationer, der er er ekstremt alvorlige, usædvanlige eller risikable, som ikke håndteres i det normale politiregi.

Det er ikke første gang, at Hällbyanstalten, der huser nogle af Sveriges farligste fanger, danner rammerne for en gidseltagning.

I 2004 blev en kvindelig ansat holdt som gidsel af to indsatte udstyret med et hjemmelavet våben i seks timer.

Til sidst overgav de indsatte sig. Kvinden slap ud uden kvæstelser.

Opdateres …