Det varme sommervejr behager nok mange danskere.

Men vi er ikke de eneste, der nyder godt af det.

De små gul-sorte, summende hvepse elsker varme, og derfor kan der være en regulær hvepseinvasion på vej.

Det oplyser Rentokil, der er en virksomhed, som tilbyder skadedyrsbekæmpelse, i en pressemeddelelse.

Det varme vejr giver gunstige forhold for hvepsene, der ellers normalt først giver problemer i sensommeren. Men virksomheden oplyser, at de allerede nu får langt flere henvendelser end normalt på dette tidspunkt af året.

Og hvis varmen fortsætter, så kan det blive voldsomt.

Om hvepse kan finde på at angribe mennesker afhænger af både art og adfærd. Men især arbejderhvepsene kan blive aggressive, når de har udtjent deres rolle, der går på at skaffe føde til hvepseboets larver.

Og et hvepsestik kan være farligt:

»Hvepsenes angreb gør ikke alene ondt, de kan faktisk også være livstruende. Et hvepsestik kan udløse en allergisk reaktion, hvor kroppen siger fra, hvis ikke man få hurtig behandling,« fortæller Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil.

Derfor skal man ringe 112, hvis man får symptomer som åndedrætsbesvær, hævelser på læber og hals, hurtig puls eller opkast.

Men uheldet kan også være ude, selv hvis ikke man er allergiker:

»Et hvepsestik kan også være farligt, hvis man bliver fanget på det forkerte ben. Vi oplever for eksempel ofte folk på stiger under havearbejde, der bliver stukket og falder ned med skader til følge.«

Hvepse opsøger søde sager, så derfor lyder de gode råd på, at man tjekker sine drikke- og fødevarer inden indtagelse, at man undgår at spise søde sager udendørs, at man eventuelt placerer en flaske med sød saft som afledning, samt at man hurtigst muligt reagerer og får et hvepsebo fjernet, hvis man opdager et ved hjemmet.