Da taxachauffør David Perry kastede et blik på sin passager på bagsædet, blev han pludselig mistænksom.

Manden sad og fumlede ved en anordning på sit tøj.

Øjeblikket efter lød der et øredøvende brag, og bilen stod i flammer.

Manden på bagsædet mistede livet på stedet, mens David Perry reddede livet og slap fra bombemanden – for det var dét, han var – med nogle overfladiske skrammer og sprængte trommehinder.

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem The Sun og Daily Mail.

Det var søndag formiddag i Liverpool, og briterne var i fuld gang med at fejre mindedagen Remembrance Day.

Kort før klokken 11, hvor de faldne i begge verdenskrige bliver mindet med to minutters stilhed, fik David Perry en ny kunde ind i vognen.

I første omgang bad manden om at blive kørt ind til katedralen i byen, hvor Remembrance Day-optoget skulle slutte.

Flere veje var spærret af, og det trafikale kaos gjorde, at det ikke var muligt at komme frem.

I stedet bad manden om at blive kørt ind i centrum af byen.

Da det heller ikke var muligt, ændrede kunden pludselig planer. På det tidspunkt kørte taxaen forbi fødehospitalet The Liverpool Women's Hospital, og nu forlangte manden at blive sat af.

Men så var det, at chaufføren fattede mistanke og låste sin passager inde i bilen. Den beslutning kan meget vel have reddet mange menneskeliv, vurderer medierne.

Dagen derpå bliver den årvågne taxachauffør da også udråbt som helt.

'David Perry. Helten fra Liverpool,' skrev briten Billy Darwin på de sociale medier lørdag aften.

'David var tæt på at betale den ultimative pris for at redde andre, og han tænkte tilsyneladende ikke på andet end at sørge for, at han beskyttede borgerne i vores by,' tilføjede han.

Mandag eftermiddag slår britisk politi fast, at der er tale om et fejlslagent terrorangreb.