Nordjyllands Politi efterlyser en formodet røver, som 22. august 2021 begik røveri mod Rema1000 på Vingårdsgade i Aalborg. Nu offentliggøres billeder af den mistænkte.

Politikommissær og leder af efterforskningen Kenneth Rodam opfordrer til, at man ringer til Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis man genkender den mistænkte person – eller hvis man i øvrigt har andre oplysninger i sagen.

»Vi har siden anmeldelsen efterforsket flere forskellige spor i sagen. Det har desværre ikke medført et gennembrud i efterforskningen, der har kunne føre os frem til en anholdelse. Og derfor efterlyser vi nu den formodede gerningsmand med billede i håb om, at nogle fra offentligheden genkender den mistænkte,« forklarer efterforskningslederen.

Politikommissæren forklarer, at den formodede røver 22. august klokken 10.38 truede en kassemedarbejder til at udlevere beholdningen af kontanter i kassen.

Herefter flygtede han via supermarkedets udgang til Vingårdsgade og cyklede væk med retning mod Vesterbro.

Omkring et kvarter før røveriet stillede den formodede gerningsmand sin 'flugtcykel' ved indgangen til Rema1000.

Sagen efterforskes som en overtrædelse af straffelovens § 288 omhandlende røveri.