Motorcyklerne lå spredt på landevejen, en brændende bil havde flækket autoværnet, og rundtomkring på asfalten og i grøften lå døde og sårede motorcyklister.

Det lignede en krigszone, da en gruppe motorcyklister fredag aften blev ramt af en modkørende pickup med anhænger på en landevej i den amerikanske delstat New Hampshire.

Syv mistede livet, og flere andre blev alvorligt såret i ulykken.

Aftenen var ellers perfekt til et cruise ad landevejen Route 2, da det gik galt lidt uden for byen Randolph.

Ulykkestedet lignede en krigsscene, da syv krigsveteraner på motorcykel blev dræbt i en ulykke i den amerikanske delstat New Hampshire.
Ulykkestedet lignede en krigsscene, da syv krigsveteraner på motorcykel blev dræbt i en ulykke i den amerikanske delstat New Hampshire.
Vis mere

Det var midsommer. Solen stod højt på himlen, og forude ventede en hyggelig weekend i byen Gorham for de ni medlemmer af The Jarheads Motorcycle Club. De var nemlig på vej til det årlige stævne for krigsveteraner.

Men i løbet af få øjeblikke blev den berusende følelse af kubik mellem benene og vind i håret afløst af blodig kaos, død og et scenarie, der mest af alt mindede om noget fra de krige, gruppen af veteraner havde oplevet uden for landets grænser.

»Det var så chokerende at se ligene på vejen. Åh Gud. Jeg ønsker ikke at se noget som det igen,« siger Jerry Hamanne fra et nærliggende bed and breakfast til avisen The New York Post.

En af de første læger på stedet, Beatrice Engstrand, fortæller til radiostationen NPR, hvordan hun forsøgte at hjælpe ofrene ved at stoppe deres blødninger med håndklæder og bandager.

»Mindst tre motorcyklister blev smidt ind i skoven, og der var flammer, der var over fem meter høje. Motorcyklerne var alle væltet, og der var lig overalt, og folk græd.«

Jarheads er en motorcykelklub for veteraner fra marinen.

De fleste af dem kommer fra Boston og omegn, og de ni medlemmer var enten selv veteraner eller pårørende.

I Gorham gik deres venner og ventede og kunne ikke forstå, hvor de blev af.

»Vi blev ved med at vente på, at de skulle komme. De kom ikke, og det gav igen mening,« siger en marineveteran, Michael Demers, til avisen Boston Globe.

Så kom opkaldet fra et andet medlem, som forklarede, at der havde været en ulykke.

En alvorlig en, hvor en pickup med trailer var kørt ind i en gruppe motorcyklister.

»Han sagde: 'Jeg er ikke 100 procent sikker, men jeg tror, de drenge, I venter på, var i den ulykke',« siger Demers.

Ulykken har ramt motorcykelklubben hårdt, og en indsamling på GoFundMe skal nu rejse penge til de pårørende.

'Vores klub og familier har brug for hjælp, og vi kan ikke gøre det alene. Jeg beder jer alle: Vær søde at gøre, hvad I kan, og jeres penge vil ende et sted, hvor der er brug for dem til at lette byrderne for ofrenes familier,' står der på klubbens hjemmeside.

'Jarheads MC har altid handlet om at hjælpe veteraner og deres familie. Desværre har vi nu selv brug for den samme støtte,' skriver klubben, som også viser billeder af de syv dræbte.

Føreren af pickuppen var en 23-årig mand, som selv slap fra ulykken uden en skramme. Det vides endnu ikke, hvorfor han pludselig kørte over i den modsatte side af vejen og ramte motorcyklerne.