Over 150 koner og kærester til traumatiserede soldater har fundet sammen i et netværk, der midt i en ofte kvælende hverdag giver dem mulighed for at komme oven vande og trække vejret.
»Det er ligesom med iltmasken i flyet. Man bliver nødt til selv at få noget ilt for både at kunne hjælpe sin mand og sine børn,« siger medlem af netværket Tina Ryberg.
Kvinderne i netværket, de kalder ‘Faktor 8’, er vidt forskellige, men én ting binder dem sammen. De har fået en traumatiseret mand hjem fra kampe på frontlinjen. Og nu kæmper de selv kampene på hjemmefronten for at holde sammen på en familie, der til tider kan synes at smuldre mellem fingrene på dem.
Især når man oveni føler, at hjælpen fra myndighederne kan ligge på et meget lille sted.
»Man kan føle sig meget ensom,« siger Anne-Line Ussing, der er gift med en australsk officer med posttraumatisk stredslidelse (også kendt som PTSD). Hun er én af de to kvinder, der startede netværket i 2014.
Hendes medstifter af netværket, Sanne Fyrstenberg, sidder ved siden af hende og nikker anerkendende.
De er taget til København for at tale med B.T. om deres netværk, der de seneste fire år har fløjet under radaren og været mere eller mindre hemmeligt.
Men nu skal det være slut. Nu vil de gerne have netværket frem i lyset.
Både fordi de ved, at der er mange koner og kærester, der sidder i samme båd som dem, og som tror, de er alene. Og fordi de gerne vil i dialog med myndighederne for at få den anerkendelse og den støtte og hjælp, de har brug for.
Flere ægtefæller til PTSD-ramte udvikler selv en sekundær traumatisering, hvilket vil sige, at de mærkes af mandens traume ved for eksempel at overtage noget af hans magtesløshed og udvikle symptomer eller træk, der minder om dem, man ser hos den traumatiserede.
»Vi er jo alle sammen fuldstændig på spanden, når vi dukker op i netværket. Det er jo en helt ny situation. Man får en mand hjem, som er en helt anden end den, man sendte afsted. Så det er rigtig sårbart,« siger Tina Ryberg, der er taget med de to andre til København.
Hun er selv med i ‘Faktor 8’-netværket, fordi hun er gift med en veteran, der kom hjem fra Afghanistan i 2012 med diagnosen PTSD.
»Vi vil gerne i dialog med nogle politikere«
Anne-Line Ussing fortæller, at man gennem netværket finder ud af at skille sygdommen fra manden i ens liv.
»Det kan godt være, det er rettet mod dig, fordi du er den tætteste. Men når du så kan se, der også er 50 andre kvinder, der har været udsat for nøjagtig det samme, så er det måske ikke personen men sygdommen, der taler,« fortæller Anne-Line Ussing.
Netværket startede med udelukkende at blive brugt til at støtte hinanden internt, men nu er et klart mål også at bruge det til at få nogle budskaber bredere ud.
»Vi vil gerne i dialog med nogle politikere, men også i højere grad med Veterancentret om, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forhold til rehabilitering af veteraner og støtten til deres familier,« siger Anne-Line Ussing.
Veterancentret er en indgang til veteranområdet, der tilbyder støtte til soldater, veteraner og pårørende. Men konerne og kæresterne i netværket synes, deres tilbud om hjælp til de pårørende halter.
De fortæller, at hjælpen, de bliver tilbudt, kan være meget forskellig, da den afhænger af, hvor kvinderne bor i landet, og hvilken sagsbehandler de kommer i kontakt med hos Veterancentret.
»Og det må simpelthen ikke være tilfældet. Og det er ikke vores ansvar at stå og pege på det. Det er Veterancentrets, politikernes og kommunernes ansvar at sætte sig sammen og få det her til at fungere. Det er en af vores allerstørste mærkesager,« siger Sanne Fyrstenberg.
Og Anne-Line Ussing bakker hende op:
»Det kan være sårbart at kæmpe for sin ret til hjælp. For man ved ikke, hvad man har ret til. Vi vil gerne have en mere drejebogs-agtig tilgang til det.«
»Der må godt komme en pose penge med«
Sidste år blev der afholdt et netværksmøde henover en hel weekend med støtte fra Veterancentret, hvor kvinderne mødtes ansigt til ansigt for første gang.
Ved arrangementet deltog både Soldaterlegatet, Veteranalliancen og Veterancentret. Og det var en stor succes, da det styrkede netværkets samarbejde med Veterancentret, fordi de endelig kunne se, hvad det egentlig var for nogle kvinder, der stod bag de ødelagte veteraner.
»Det gør en forskel, at man mødes og får sat ansigter på. Det giver en anden fortrolighed. Og det er det, der er hovedformålet med gruppen. Men vi vil også rigtig gerne være en stemme i forhold til veteranerne og de familier, vi lever i. Vi vil gerne inddrages,« siger Tina Ryberg.
For selvom netværksmødet sidste år var en kæmpe succes, så har de i år ikke fået bevilget nok støtte til at kunne stable det på benene igen.
»Vi vil gerne have den her anerkendelse af, vi én gang om året får lov at mødes, hvor vi lige lukker alt ude og udvikler vores fællesskab,« siger Sanne Fyrstenberg, og Anne-Line Ussing supplerer:
»Der må godt komme en pose penge med den der anerkendelse.«
Sidste år fik de bevilget små 100.000 kroner fra Veterancentret, og i år har de fået bevilget 20.000 kroner.
Det mener de ikke er nok til at samle 150 kvinder og indlogere dem sammen en weekend.
Anne-Line Ussing mener, at den pose penge, de spørger om, vil være en besparelse for samfundet i forhold til alt det, som koner og kærester hjælper veteranerne med i hverdagen.
»Det er nogle kvinder, der konkret løfter en opgave. De traumatiserede veteraner, der ikke har kone eller kæreste derhjemme, de er meget tungere. Vi koner sidder jo som deres sagsbehandlere og deres sygeplejersker. Vi løfter en kæmpe byrde. Så frem med checken og lad os få det her netværksmøde én gang om året. Det manglede bare.«
