I 12 dage var den 31-årige svenske kvinde Maline Adrijana Leijah sporløst forsvundet.
Nu er hun fundet død.
»Vi kan hverken udelukke eller bekræfte, om hun har været udsat for en forbrydelse,« siger politiets pressetalsmand Rickard Lundqvist ifølge Aftonbladet.
Maline Adrijana Leijah blev tirsdag fundet i et industriområde bare 1,5 kilometer fra sit hjem i den sydsvenske by Landskrona.

Hun havde været meldt savnet siden natten til lillejuleaften sidste år, hvor hun forinden først var i byen og siden på bar med flere venner.
Aftenen sluttede med en efterfest i Maline Adrijana Leijahs lejlighed, hvorefter ingen ved, hvor hun blev af. Det sidste livstegn fra hende var en besked, hun skrev på Messenger klokken 04.38.
I løbet af tirsdagen undersøgte politiet med en drone et område nær banegården i Landskrona.
Her blev den 31-årige kvinde fundet liggende udendørs af en betjent ved 16-tiden.

»Vi ved ikke, hvor længe hun har ligget udenfor. Det er detaljer, som vi ikke kan gå længere ind i lige nu,« siger polititalsmand Rickard Lundqvist, der heller ikke vil kommentere, hvorfor politiet overhovedet eftersøgte det pågældende område.
Politiet har flere gange i løbet af de seneste 12 dage erkendt, at man har været på bar bund i efterforskningsarbejdet af den mystiske sag, der har fået stor opmærksomhed. Der har hverken været synderligt med spor eller tips, og politiet har blandt andet arbejdet ud fra, at Maline Adrijana Leijah kunne være blevet kidnappet.
Ikke mindst fordi hendes mobiltelefon blev fundet i hendes lejlighed.
Endnu har politiet altså stadig ingen formodning om, hvad der kan være sket.
»Der er intet, der peger i en nogen speciel retning i øjeblikket,« siger Rickard Lundqvist fra politiet.