En nøje forberedt mordplan på en banderival gik ifølge politiets tiltale i vasken for fem Bandidos-rockere.

Først måtte rockerne i sidste øjeblik 29. januar sidste år opgive at gennemføre et attentat på en modstander fra bandegrupperingen NNV, som Bandidos på det tidspunkt lå i blodig konflikt med.

Og kort efter kunne politiet anholde tre af rockerne i det øde naturområde Hedeland vest for København, hvor de i al hast var kørt til i to biler, hvoraf den ene var stjålet få uger inden.

To af rockerne viste sig at være iført sorte handsker og skudsikre veste. I den ene bil fandt politiet på bagsædet et pistolhylster med en skarpladt, halvautomatisk Mauser-pistol.

I pistolen sad syv patroner, og i et reservemagasin lå yderligere seks patroner. Og i bagagerummet på den stjålne bil lå en grøn benzindunk med knap fem liter benzin, som efter politiets opfattelse formentlig skulle være brugt til at brænde bilen af med, hvis mordplanen var blevet ført ud i livet.

De fem tiltalte rockere, der alle er medlemmer af Bandidos, nægter sig skyldige.

Da sagen onsdag formiddag blev indledt ved Retten på Frederiksberg kunne anklager Jelena Vestergaard Hansen på storskærme vise nævningetinget, hvordan politiet i største hemmelighed havde overvåget Bandidos-rockerne minutiøst i dagene op til anholdelserne.

Politiet havde fire dage før anholdelserne fået et tip om, at Bandidos-rockerne pønsede på et attentat i forbindelse med konflikten med NNV (Nørrebro-Nordvest).

Rockerne havde angiveligt til det planlagte drab anskaffet sig en Peugeot, der et par uger før var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i et sommerhus i Jægerspris.

To dage før anholdelserne lykkedes det politiet at finde den stjålne Peugeot parkeret på en parkeringsplads på Borgmester G. Jensens Vej i Rødovre. I største hemmelig lavede politiet en diskret ransagning af bilen og installerede gps-sporingsudstyr og aflytningsmikrofoner i den.

Og et par timer før anholdelserne begyndte de røde advarselslamper for alvor at blinke hos politifolkene, da man kan se flere mænd begynde at indfinde sig ved og omkring den stjålne Peugeot.

Kort efter kørte bilen i selskab med et par andre biler fra parkeringspladsen, og tilkaldte civilpatruljer holdt så tæt øje med Bandidos-rockerne, at de efter politiets opfattelse opgav et planlagt mordforsøg på en ukendt bandefigur fra NNV omkring Glostervej i Valby.

På det tidspunkt lå Bandidos og NNV i åben konflikt, efter at NNV-medlemmet Cem Kaplan 2. januar sidste år var blev dræbt ved et større skyderi i Hillerød.

Konflikten blev afsluttet efter nogle måneder, men til gengæld er NNV nu ifølge politiet involveret i en ny konflikt med andre bandefolk fra et svensk netværk, som i december udløste flere drab og drabsforsøg i både København og Malmø.