Råb og skrig genlød i gården, mens folk desperat forsøgte at kravle ud af vinduer eller hoppede ud fra altaner.

Alt sammen for at komme væk fra den kraftige røg og fra de flammer, der var opstået, efter en eksplosion tirsdag i de tidlige morgentimer rystede et lejlighedskompleks i den svenske by Göteborg.

Det skriver Aftonbladet, Expressen, SVT og VG.

En af dem, der oplevede det hele fra tætteste hold, er 64-årige Lars-Gunnar Wolmesjö, der bor i bygningen i Annedal i Göteborg.

Foto: BJÖRN LARSSON ROSVALL/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til Expressen fortæller han, at han vågnede ved, at der lød et højt brag et sted over ham – noget, der lød som om, at noget faldt sammen.

Han iførte sig straks noget tøj og kiggede ud i trappeopgangen, som var fyldt med røg. Heldigvis kunne han komme ud gennem sin bagdør – og ude i gården blev han mødt af synet af flere naboer, der stod fanget på deres altaner, da de ikke kunne komme ud via trappen på grund af den kraftige røg.

»Masser af mennesker stod på altanerne. Nogle klatrede ned, nogen hoppede, og nogen ventede på, at brandmændene kunne hente dem ned med stigen,« forklarer han.

En af naboerne løftede ifølge Lars-Gunnar Wolmesjö et seksårigt barn ud over altanen, og han tog imod. Siden hjalp han også barnets far ned derfra.

Foto: BJÖRN LARSSON ROSVALL/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til TT fortæller en beboer desuden, at nogle valgte at binde lagner sammen, som de brugte til at fire sig ned fra altanerne.

I alt er mellem 20 og 25 personer indtil videre kørt til sygehuset, efter eksplosionen skete kort før klokken 05 tirsdag morgen.

Af dem er tre ældre kvinder kommet alvorligt til skade. En af kvinderne er i 60erne, den anden er i 70erne, mens den tredje er i 80erne.

Derudover er hundredvis af beboere blevet evakueret fra stedet.

Foto: JONAS DAGSON/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Folk er også hoppet ud af vinduer og har firet sig ned i baggården,« fortæller indsatsleder Jon Pile til VG.

Ifølge samme medie har beboeren Kristoffer til det svenske medie GT fortalt, at han blev vækket af sin kæreste, som havde hørt braget.

Da han gik ud på altanen, var der sort røg omkring dem. Hele opgange var fyldt med det.

»Der var nogen, som råbte ude i baggården for at vække folk. Der var mere eller mindre kaos. Folk stod og skreg, og alle ville jo ud, og der var folk på altanerne,« forklarer han.

Til Aftonbladet fortæller 24-årige Theodor Öréus, som også bor i bygningen, at hans yderdør blev blæst af som følge af trykket fra eksplosionen.

Sammen med en ven bor han på femte sal i bygningen, og de kunne ikke flygte ud via trappeopgangen, da den var fyldt med røg. Derfor valgte de at gå ud på deres altan, kravle ud over kanten og hen til en anden altan. Derfra kunne de komme ind i en anden bygning og ud den vej.

»Da vi kom ned i baggården, lå der mennesker besvimet på græsset. En del af dem blev hentet med ambulance,« fortæller han til Aftonbladet.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede eksplosionen.