Det lyder som plottet til en storsælgende kriminalroman, men det er desværre den tragiske virkelighed.
En lille familie pakker vandretaskerne og drager ud på en endags vandretur, men kort efter meldes de savnet, og da eftersøgningsholdet dagen efter finder dem, er de alle på uforklarlig vis døde.
Dette er, hvad der skete for parret Jonathan Gerrish og Ellen Chung samt deres etårige datter og hund, som 17. august blev fundet døde i Sierra Nationalpark uden nogen synlige skader.
Mysteriet er kun taget til, da politiet her mere end to uger efter tragedien fortsat ikke har været i stand til at fastslå dødsårsagen.
Obduktionerne af 45-årige Jonathan Gerrish, 30-årige Ellen Chung og deres kun etårige datter Miju gav ikke nogen svar, og politiet arbejder nu ud fra teorier, der omhandler algeforgiftning fra Mercedfloden, gasudslip fra de nærliggende miner eller lynnedslag i området.
Også bid fra klapperslanger har været overvejet, men myndighederne mener dog, at bidmærkerne i så fald burde være blevet opdaget under obduktionen.
Tilbage står familie og venner med ubesvarede spørgsmål om, hvad det er, der er overgået deres kære.
»Det er forvirrende. Der er noget foruroligende ved det, der er sket,« siger parrets ven og nabo, Steve Jeffe, til CNN og spekulerer over, om det var noget i naturen, eller noget menneskeskabt, der blev familiens endeligt.
»Det var en fantastisk kærlig familie. De elskede deres datter højt.«
Familien var ikke uerfarne, når det kom til at vandre. De havde blandt andet gået i Himalaya, og fra myndighedernes side har det også lydt, at familien var velforberedte på vandreturen i Sierra Nationalpark.
Sherif Jeremy Briese fortæller, at han aldrig tidligere har oplevet en så mystisk sag.
»Det er frustrerende, og vi kommer ikke til at hvile, før det er opklaret. Vores mission er sikkerhed og at sikre familien får støtte og afklaring.«

