To af New Yorks mest kendte celebrityrestauratører indrømmer sexkrænkelser af kvindelige ansatte - den ene, Mario Batali, har allerede forladt sit job.

New Yorks formentlig mest kendte kok og restauratør, Mario Batali, måtte mandag trække sig tilbage fra alle dag-til-dag- funktioner i restaurantantgruppen B&B, som han selv er medejer af.

Batali, som ud over restauranter som Babbo og Del Posto, der begge har en michelinstjerne, er kendt for et utal af TV- shows og kogebøger, trak sig, efter at fire tidligere kvindelige ansatte i det amerikanske gastronomimagasin Eater har anklaget Batali for grænseskridende berøringer.

Tirsdag kunne New York Times så følge op med anklager mod en anden af Manhattans toprestauratører, Ken Friedman, som bl.a. driver celebritystedet The Spotted Pig i West Village (der bl.a. har rapperen Jay-Z og førnævnte Batali som medejere).

I følge New York Times har 10 kvinder fortalt, at Friedman har udsat dem for forskellige seksuelle krænkelser i form af bl.a. offentlig befamling, samt forespørgsler om gruppesex og nøgenbilleder. Flere kvinder har berettet, at det at arbejde for Friedmann bl.a. har indebåret, at man som aftenvagt kunne blive overført til private fester, hvor offentlig sex fandt sted.

Trish Nelson, tjener på The Spotted Pig gennem adskillige år, står i avisen frem og fortæller, hvordan Friedman trak hendes hoved hen til sit skridt, da hun opå et tidspunkt bøjede sig ned efter glas under baren. Nelson sagde imidlertid først op, efter at Friedman havde inviteret hende ud i sin bil for at ryge pot for derefter at stikke sin tunge ind i hendes mund.

Ken Friedman indrømmer i et svar til New York Times, at hans »opførsel har været grov, ubehøvlet og forkert«, samt at det har været forkert af ham »at sætte sine ansatte i en ydmygende situation«.

»Nogle af forholdene var ikke som beskrevet, men dette er ikke dagen at diskutere form og indhold - jeg undskylder herved offentligt mine gerninger,« slutter Friedman sin erklæring i New York Times.

Også Mario Batali lægger sig fladt ned over for anklagerne:

»Denne opførsel var forkert, og der er ingen undskyldninger. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg er dybt ked af enhver smerte, ydmygelse eller ethvert ubehag, jeg måtte have påført mine kolleger, ansatte, kunder, venner og familie,« som Batali, der også er blevet suspenderet som vært på ABC TV-programmet »The Chew«, skriver i sin erklæring til Eater.