Over 16.000 ansatte og afgange kloden rundt. Nu er det hele ved at smuldre.

Et af verdens helt store flyselskaber, Jet Airways, er i dyb krise og indstiller driften prompte. Samtlige afgange er midlertidigt aflyst.

Indiens næststørste flyselskab med over 120 fly har ikke råd til at betale for brændstof. Kassen er tom. Alt, hvad der skal til for at drive et flyselskab, er der ikke penge til.

I en desperat dødskamp har selskabet de seneste måneder og uger rakt hånden ud til såkaldte långivere.

Men der er ingen økonomisk hjælp at hente, oplyser Jet Airways på sin hjemmeside.

Det ser dystert ud, men alligevel håber selskabet på en løsning. Kunder, der har booket via Jet Airways, vil få nærmere besked på sms, e-mail eller ved telefonopkald.

Er man ramt af en øjeblikkelig aflysning, kan pengene refunderes, oplyser selskabet.

Jet Airways blev etableret i 1992. Året efter begyndte passagerflyvningen, og det blev hurtigt en succes, skriver news.com. Men i august i fjor begyndte alarmklokker for alvor at ringe, da selskabet ikke afleverede et regnskab i tide.