Et af de største flyselskaber i verden er i krise – og det kan meget vel skyldes passagererne.

Det mener formanden for Air India, Ashwani Lohani, som har givet sit bud på, hvordan det kunne gå så galt for Jet Airways.

Indiens næststørste flyselskab, Jet Airways, med over 120 fly har ikke råd til at betale for brændstof. Kassen er tom.

Alt, hvad der skal til for at drive et flyselskab, er der ikke penge til, og derfor aflyste de tidligere på ugen alle deres afgange.

I en desperat dødskamp har selskabet de seneste måneder og uger rakt hånden ud til såkaldte långivere.

Men der er ingen økonomisk hjælp at hente.

Situationen er flyselskabet ifølge Ashwani Lohani endt i, fordi konkurrencen selskaberne imellem er hård – måske endda for hård. Det skriver news.com.au.

For passagerer vil gerne have de billigste flybilletter og går meget entydigt efter pris frem for f.eks. service, og det har ifølge formanden fået selskaberne til at sælge billetter så billigt, at det ikke er økonomisk rentabelt.

Der er simpelthen ikke råd til at betale personalet og for brandstoffet.

’Os flyselskaber har brug for et rap over nallerne – ikke kun når priserne bliver unormalt høje, men endnu mere når nogle af os sænker priserne så meget under et holdbart niveau, at det fører til finansiel ustabilitet i det lange løb,’ skriver Ashwani Lohani på Facebook.

Mandag meddelte 1000 piloter i Jet Airways, at de ville strejke for at vise deres utilfredshed med ikke at have fået løn.

En repræsentant for piloternes fagforening fortalte i den forbindelse, at piloterne ikke var blevet betalt i tre og en halv måned.