De færreste tænker 'flymad', når snakken falder på restauranter og store kulinariske oplevelser, men det kan snart ændre sig.

Det malaysiske flyselskab AirAsia er nemlig så begejstrede for den mad, de serverer for deres passagerer, at de vil åbne en restaurant.

»Vores mad er fantastisk. Vi tror så meget på det, at vi vil starte en fastfood-restaurant,« siger Tony Fernandes, direktør for AirAsia, i programmet 'Larry King Now'.

Det skriver Independent.

AirAsias menu hedder 'Santan' – hvilket betyder kokosmælk på malajisk, som er hovedsproget i Malaysia.

Menukortet indeholder en masse klassiske asiatiske retter.

AirAsia kalder selv menuen 'en lækker kulinarisk oplevelse i luften' på deres hjemmeside.

AirAsia er ikke de første, der erklærer sig vilde med deres egen flymad. United Airlines er så stolte af den mad, de serverer for passagererne, at de har planer om at udgive en kogebog med opskrifter på flymad.