Breonna Taylor blev skudt og dræbt, mens hun sov. Den 26-årige kvinde var gået i seng, da politiet stormede hendes hjem i jagten på en mistænkt, der allerede var i deres varetægt. Det bliver hævdet i et sagsanlæg.

Skyderiet i hjemmet i Louisville, Kentucky i USA, skete tidligt om morgenen 13. marts i år, da politiet var i gang med en narkoundersøgelse.

Politiet selv hævder, at de blot skød tilbage, efter en politimand var blevet skudt og såret inde i bygningen. Det skriver Sky News.

En forsvarsadvokat for Breonnas ven Kenneth Walker siger, at Kenneth skød i selvforsvar. Politiet havde ikke oplyst, hvem de var, og han troede, at nogen var ved at bryde ind i hjemmet.

Hendes familie har nu hyret advokaten Ben Crump, som også repræsenterer Ahmaud Arbery, der forleden blev skuddræbt af to hvide mænd, en far og hans søn.

Af sagsanlægget fremgår, at politiet ikke var ude efter Taylor eller hendes kæreste. De var ude efter en mistænkt, der allerede var i deres varetægt.

»Breonna Taylor blev ramt af mindst otte skud og døde af skuddene,« hedder det.

Ben Crump kaldte drabet for 'utilgiveligt' og efterlyste klare svar fra Louisvilles politiafdeling.

Politiet nægter at svare på adskillige spørgsmål, 'fordi der er en undersøgelse i gang'.