Til store klapsalver tog 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner søndag plads på Old Trafford for at overvære Manchester United spille.

Dermed fik de deres drøm opfyldt, efter fodboldklubben tilbage i juli lovede drengene fra fodboldholdet Wild Boars, at de var mere end velkomne, efter de var blevet reddet ud af den grotte, de havde siddet fanget i mere end 17 dage.

'Vi vil elske at byde holdet fra Wild Boars Football Club og deres redningsmænd velkommen til Old Trafford den kommende sæson,' lød det dengang fra Manchester United.

Hele weekenden modtog de 12 drenge og deres træner derfor luksusbehandling fra fodboldklubben.

Blandt andet mødte de lørdag klubbens cheftræner, José Mourhino, og flere af spillerne - blandt andre Paul Pogba og Ander Herrera. Og søndag tog de plads på tribunen for at overvære Manchester United spille mod Everton.

Der var dog ikke udelukkende tale om smil og latter, da drengene tog plads på stadion.

Kort forinden var en helikopter med blandt andre den thailandske klubejer, Vichai Srivaddhanaprabha, der var ejer og bestyrelsesformand for Leicester City, om bord styrtet ned uden for Leicesters stadion.

Derfor blev der afholdt et minuts stilhed til ære for de omkomne.

Der blev holdt et minuts stilhed på stadion som følge af den tragiske helikopterulykke.
Der blev holdt et minuts stilhed på stadion som følge af den tragiske helikopterulykke. Foto: PETER POWELL
Vis mere

De 12 drenge, der er mellem 11 og 16 år, og deres 25-årige træner forsvandt ind i en stor grotte den 23. juni i det nordlige Thailand.

Regnmasser og stigende vandstand tvang dem længere og længere ind i grotten.

Først ni dage senere blev de fundet af dykkere, der søgte efter dem. Og først efter 17 dage blev de sidste drenge reddet ud efter en enorm redningsaktion med bidrag fra hele verden.

Efter de var blevet reddet ud, blev de også inviteret til at overvære finalen ved sommerens fodbold-VM, men det var ikke muligt for dem at deltage, da de på det tidspunkt fortsat var indlagt.