Titan ser godt skiltet: ‘Fare! Fra juli til november er grotten oversvømmet. Ingen indgang!’ Men det er jo kun juni, så de 12 fodbolddrenge og deres træner fortsætter ind i mørket.
Samme aften venter Nights forældre på, at dagens fødselsdagsbarn vender hjem fra fodboldkampen. Han dukker aldrig op.
De næste 17 dage kommer alle til at følge 12 thailandske drenge og deres fodboldtræners skæbne. For én gangs skyld hepper hele verden på samme hold: Team Wild Boars. Og dag for dag rapporterer verdens førende medier direkte fra indgangen til grotten med seneste nyt.
Et år efter har Netflix annonceret en miniserie om den umulige mission. 1,3 millioner turister har besøgt indgangen til grotten og den statue af en Navy Seal-soldat, som mistede livet forud for redningsaktionen. Og de eventyrlystne og før så ukendte fodbolddrenge er blevet celebrities med millioner af følgere på de sociale medier.
Tre fødselsdage
Nights forældre er de første, der om aftenen den 23. juni slår alarm.
Den 25-årige træner Ek har ofte taget drengene med på eventyr efter træningen, uden at det har krævet særlig forældretilladelse. Men den dag driver eventyret dem så langt ind i grotten, at regnen i mellemtiden har lukket deres vej ud.
De næste uger kommer ikke bare Night, men to andre Wild Boars-spillere til at fejre deres fødselsdag fanget i en mørk grotte.
I talkshowet ‘Ellen DeGeneres’ fortæller træner Ek, hvordan han inde i grotten lærer drengene at meditere for »at spare på energien«.
Udover det grillede svinekød med klisterris, som drengene skyllede ned med en sodavand efter fodboldkampen, kommer drengene de næste uger kun til at drømme om mad.
Dansk grottedykker
Uden for grotten finder en lokal ranger drengenes efterladte cykler, og historien om de forsvundne drenge er allerede samme dage i de thailandske tv-nyheder.
I det sydlige Thailand er den danske grottedykker Ivan Karadzic ved at forberede et dyk, da nyheden ruller henover skærmen. De er måske 30-40 aktive grottedykkere i Thailand, og en lille håndfuld er den dag samlet.
De beslutter sig hurtigt at tage kontakt og tilbyder deres hjælp. I første omgang lyder beskeden, at det thailandske Navy Seals er i gang, så hjælpen er ikke nødvendig.
Ivan Karadzic vælger dog alligevel at tage hjem og samle specialiseret udstyr til grottedyk og sende det op til grotten i det nordlige Thailand. Godt nok er Navy Seals toptrænede elitesoldater ... »men der findes ingen kommercielle grottedykkere, hverken som erhvervsdykkere eller i militæret. Derfor er vi ikke så mange, der har udstyret og træningen til de meget tekniske dyk,« siger han.
Efter en uges tid rejser han selv nordpå med en dykkerkollega. En egentlig invitation fik de aldrig. Men så meget har han lært efter mange år i Thailand: »Man beder ikke om andres hjælp. Man klarer sig selv.«
De første dage bliver de nyankomne civile dykkere set an.
»Mange dykkerinstruktører kører jo en lidt tilbagelænet stil med dreadlocks, tatoveringer og øreringe. Når man så står som elitesoldat med ansvaret for at redde 13 menneskeliv, er det måske ikke lige den type, man har allermest lyst til at arbejde sammen med,« siger Ivan Karadzic.
»Brilliant!«
Selv ankommer han den 2. juli, hvor blandt andre to britiske dykkere er i aktion i forbindelse med eftersøgningen.
Drengene har været væk i ni dage, men forældrene og den generelle offentlighed har endnu ikke opgivet at finde dem i live. Blandt dykkerne er pessimismen mere udbredt.
»Hvis grotten er oversvømmet, er børnene nok druknet eller i hvert fald kommet voldsomt til skade,« siger Ivan Karadzic.
En af de britiske dykkere fortæller i bogen ‘Miracle in the Cave’, hvordan han hvert øjeblik forventer at svømme ind i en gruppe af lig.
Men da de når til niende kammer i grotten, fanger lyset fra lommelygten i stedet 13 glade ansigter på en banke af jord.
Mens lommelygten lyser ansigterne op, filmer den anden dykker en kort ordveksling, som siden er blevet sendt verden rundt:
»How many are you?« »Thirteen.« »Thirteen?« »Yes?« »Brilliant!«
Så snart videoen når udenfor grotten, er der i en halv time fest og glade dage i lejren. Forældrene er lykkelige. Deres børn er fundet i live.
Men hos dykkerne er modløsheden intakt:
»De sidder fire kilometer inde i en grotte og kan ikke dykke. Nu begynder det rigtigt besværlige: At få børnene og træneren ud - uden at slå dem ihjel og uden at slå os selv ihjel,« siger Ivan Karadzic.
Iltmangel i grotten
De kommende dage bliver alle muligheder undersøgt. Kan man bore en vej gennem bjerget? Kan man tømme grotten for vand? Kan man dykke dem ud? Eller skal man bare sørge for mad og ilt nok til drengene, så de kan bliver derinde i flere måneder, til vandstanden falder igen?
Drengene får i mellemtiden bragt både mad og ilt ind i grotten - ligesom de får selskab af Navy Seals-dykkere.
Flasker med rent ilt er nødvendigt, da kammer ni, som drengene sidder i, er hermetisk lukket.
Normalt er der 21 pct. ilt i luften, men den 3. juli måler de iltniveauet i grotten til at være 15 pct. Normalt dør man ved 10-12 pct.
Ilten fra flasken bliver derfor lukket ud i kammeret for at holde iltniveauet oppe.
Samtidig bliver vejen ind i grotten klargjort til den store redning.
Panik slår ihjel
Den 7. juli - dagen før den store redningsaktion - dykker ingen ind i grotten.
I stedet bliver der udenfor lavet en rekonstruktion af grotten, og efter en amerikansk militærmodel gennemført et rollespil, så alle kender deres opgaver under de kommende dages mission.
Bagefter tager de ned til den lokale skole, hvor de låner svømmebassinet og nogle af de unge skoledrenge. Det specialdesignede udstyr bliver testet på skoledrengenes kroppe, og dykkerne tester forskellige måder at ‘fragte’ drengene på.
Men et centralt spørgsmål finder de aldrig svar på: Hvad gør vi, hvis drenge går i panik?
Før det spørgsmål er besvaret, kan dykkerne ikke sige ‘go’ for missionen.
»Når folk panikker, får langt de fleste en overvældende klaustrofobisk fornemmelse. Man har ikke lyst til at have noget siddende i ansigtet, så man tager masken af og skriger under vand. Og så drukner man,« siger Ivan Karadzic.
Normalt vil nye dykkere sidde i en pool, når de går i panik, og kan derfor hurtigt komme op til overfladen. Men i en grotte er der langt til overfladen, fordi man først skal svømme flere kilometer gennem grotten.
»Hvis vi skal have børnene ud, er vi altså nødt til at finde en løsning, så de ikke går i panik. For hvis de går i panik, vil de 100 pct. sikkert slå sig selv ihjel og med stor sandsynlighed også tage redningsdykkeren med,« siger Ivan Karadzic.
Bundet og bedøvet
Det bliver den erfarne grottedykker og anæstesilæge Dr. Richard Harris’ opgave at finde en løsning på panikken. Bedøvelse. En blanding af tre typer medicin skal sikre, at drengene ikke er ved bevidsthed under dykket, men stadig trækker vejret på deres vej ud.
På dette tidspunkt forlyder det ellers, at drengene inde i grotten er ved at lære at dykke.
I et brev på thai bliver drengene inde i grotten forklaret, hvordan de først skal spise en tablet, som gør dem omtumlede. Så vil de efterfølgende få en injektion i først det ene ben og så det andet ben, før de vil falde i søvn og først vågne op igen uden for grotten i en seng.
Efter drengene er faldet i søvn, bliver de bundet på arme og ben, så det er nemmere for redningsdykkerne at svømme med dem. Og så bliver de én ad gangen transporteret ud gennem grottesystemet.
Halvvejs ude af grotten er Ivan Karadzic og en anden dansk dykker klar til at skifte både drengenes og redningsdykkernes flasker. Samtidig tjekker de, om drengene er okay.
»I sådan en situation tænker man ikke på dem som drenge. Man er nødt til at tænke helt kynisk. Det er et sæt lunger, et hjerte og en hjerne, der skal have ilt,« siger han.
De største af drengene får også en ny omgang bedøvelse, så man er sikker på, at de ikke vågner på de sidste knap tre timers dyk ud af grotten.
Lys i mørke
Mellem de første to drenge går der - helt efter planen - 45 minutter. Men så går der halvanden time, hvor der ikke sker noget.
Det viser sig, at redningsdykkeren har mistet rebet, og derfor brugt lang tid på at finde tilbage på rette vej igen.
Der er helt mørkt i det kammer, en cirka 100 m lang tunnel, hvor Ivan Karadzic venter.
»Så vi kan se lyset fra lommelygten, før vi kan se dykkerne. Så har vi to minutter, før vi skal være klar,« siger han.
Den første dag dykker Ivan Karadzic ind i grotten klokken 10 og er først ude igen klokken tre om natten. På det tidspunkt er nyheden nået ud til verden: De første fire børn er reddet og bragt direkte videre til hospitalet.
Den næste dag bliver yderligere fire drenge reddet. Og den tredje dag omkring midnat er de sidste fire drenge og træneren også reddet ud.
Mest uhyrlige forslag
Dét, som mange eksperter havde dømt som umulig mission, er lykkes.
Dr. Richard Harris har på en konference siden fortalt, at han i første omgang afslog at bedøve børnene uden efterfølgende at kunne overvåge dem:
»Min reaktion var øjeblikkelig og kontant: Det er det mest uhyrlige forslag, jeg nogensinde har hørt. Som grottedykker og anæstesilæge kunne jeg finde 100 grunde til, at planen var dømt til at dræbe børnene - én for én.«
Ifølge Ivan Karadzic var der heller ikke nogen af prognoserne for missionen, som gik på 100 procent overlevelse.
»Jeg er nok lidt naiv, fordi jeg troede på det. Men det var mere håb end viden. Ingen af de beregninger, vi lavede forud for missionen, landede på 100 procent,« siger han.
En Navy Seal-soldat døde under et dyk i grotten før den egentlige redningsaktion.
Kilde: 'Miracle in the Cave', Liam Cochrane
