»Det var fuldstændig kaos. Vi havde regnet med, at der måske ville være 100 personer,« husker den danske grottedykker Ivan Karadzic.
Men da han den 2. juli sidste år ankommer til Tham Luang-grotten, er det en hel anden virkeligheden, han møder: »Det mindede mig mest af alt om en Roskilde Festival.«
»Hele pladsen er fuldstændig mudret til, fordi monsunen er gået i gang, og der var interimistiske telte, hvor man kunne få alt fra mad og massage til taletidskort helt gratis,« uddyber han.
Normalt ligger grotten, som de 12 drenge og deres fodboldtræner for et år siden blev fanget i, ellers ret øde. Man kan ikke engang tage en taxi dertil.
Men sidste år vadede mellem 5.000 og 10.000 mennesker rundt i mudderet uden for grotten. Nogle af verdens førende ingeniører, grottedykkere, læger og toptrænede elitesoldater var fløjet ind, og tusindvis af frivillige hjalp til og lavede bl.a. 20.000 måltider mad om dagen.
Ivan Karadzic lagde især mærke til pressen.
»Der var måske 700 journalister, som stod midt inde i operationen,« siger han.
Et Disney-eventyr
Han husker, hvordan der blev sendt live til hele verden kun få meter fra der, hvor de planlagde den storstilede redningsaktion.
»Det var fuldstændig kaos. Men ikke på en negativ måde. Det var jo kun fordi, alle gerne ville hjælpe,« siger han.
Og netop det husker Ivan Karadzic som noget helt særligt:
»Det var jo næsten som et Disney-eventyr. Nogle børn var uheldige, og nu stod hele verdens gode mennesker på tværs af religion og kultur sammen om at redde børnene. Der var ikke nogen onde. Nogen, der havde gjort børnene noget. Nogen, man kunne være vrede på,« siger han.
Samtidig var de oppe imod noget, som alle kan forstå.
»De fleste har en form for mørkeræd og klaustrofobi. Bland så det med at være under vand uden mad. Det rammer de helt basale frygtfølelser, som ligger dybt i os allesammen,« siger Ivan Karadzic.
Næste afsnit i morgen
Og så var der ovenikøbet tale om børn.
»13 minearbejdere havde nok ikke fået samme opmærksomhed. Minearbejderne ved jo godt, at der er en risiko. Men de her børn var bare nysgerrige,« siger han.
I medierne blev der dag for dag opbygget spænding, fordi der gik mange timer, hvor ingen vidste, hvad der skete inde i grotten.
»Det var jo næsten som en Netflix-serie, hvor man måtte vente til næste dag med at få mere at vide,« siger Ivan Karadzic.
Det var den umulige mission.
I slår dem ihjel
Ivan Karadzic modtog selv beskeder fra hele verden fra folk, som var overbeviste om, at de med redningsplanen ville slå drengene ihjel. Der var da heller ikke nogen af prognoserne, som gik på en 100 pct. overlevelse.
»Så det var jo fantastisk, at det lykkedes,« siger han.
Og det tror Ivan Karadzic dels skyldes, »at det ikke var hvem som helst, der var deropppe«, og dels »en stor vilje til samarbejde«.
Alt imens sad 13 drenge inde i grotten helt uvidende om postyret udenfor.
Dagen før redningen planlægger de, hvordan de første drenge, som kommer ud, skal skynde sig at cykle hjem til de andres forældre og fortælle, at deres sønner er på vej. Og at de gerne må have noget mad klar.
Kilde: 'Miracle in the Cave', Liam Cochrane
