Synet, der mødte betjentene i den hvide varevogn, var rystende.

Store mængder ammunition, flere våben, rørbomber, brandbomber, udstyr, så endnu flere bomber kunne laves, og en kampvest med et underligt logo påklistret. Fundet har været med til at kaste lys over en hemmelig bevægelse i USA, der vil omstyrte landet.

'Boogaloo-bevægelsen'.

Men før vi kommer til den, skal vi se nærmere på det, der udløste det hele: Steven Carillo.

For det er navnet på ejeren af den hvide varevogn. Han er en 32-årig sergent i flyvevåbnet. Flere amerikanske medier har beskrevet hans historie.

29. maj – få dage efter drabet på den 46-årige, sorte George Floyd af en betjent i Minneapolis – rullede en demonstration gennem centrum af Oakland, ikke langt fra San Francisco i Californien.

Her stod FBI-vagten David Patrick Underwood sammen med en anden person vagt ved Ronald V. Dellums Federal Building. Ud af det blå blev der affyret skud. Underwood sank sammen, da han blev ramt af skud.

Han mistede senere livet efter det, der i amerikanske medier bliver beskrevet som et såkaldt 'drive-by'-skyderi, hvor en hvid varevogn var involveret.

Den hvide varevogn, som Steven Carillo og Robert A. Justus benyttede, da de skød og dræbte en FBI-vagt i Oakland 29. maj.
Den hvide varevogn, som Steven Carillo og Robert A. Justus benyttede, da de skød og dræbte en FBI-vagt i Oakland 29. maj. Foto: US Justice Department
Vis mere

Den anden vagt blev hårdt såret.

Det betød starten på en menneskejagt, som kulminerede 6. juni i Santa Cruz County syd for San Francisco.

Politiet havde i dagevis forsøgt at opspore Steven Carillo og hans formodede medsammensvorne, den 30-årige Robert A. Justus, som kørte bilen i Oakland.

I den forbindelse havde man modtaget et tip fra en bekymret borger i Boulder Creek i Santa Cruz County. Borgeren havde set en hvid varevogn med bekymrende indhold.

Den hvide varevogn tilhørte Steven Carillo.

Derfor troppede flere betjente op ved Steven Carillos hjem i Ben Lomond – et skovområde ikke langt fra Santa Cruz og Boulder Creek – 6. juni.

Men hurtigt udviklede sagen sig dødeligt.

Steven Carillo lå på lur, da betjentene ankom. Her skød og dræbte han den 32-årige militærmand betjenten Damon Gutwiller og sårede en anden betjent ved navn Alex Spencer hårdt.

Damon Gutzwiller var den betjent, som blev dræbt i et skuddrama med Steven Carillo 6. juni.
Damon Gutzwiller var den betjent, som blev dræbt i et skuddrama med Steven Carillo 6. juni. Foto: SANTA CRUZ COUNTY SHERIFF DEPART
Vis mere

Carillo blev selv såret i hoften, men efterfølgende formåede han at flygte fra stedet ved at kapre en bil.

Han blev først anholdt, da en civilperson formåede at tackle ham, idet Carillo forsøgte at stjæle hans bil i sit flugtforsøg. Den unavngivne civilperson holdt Carillo fast på jorden og fik vristet en rørbombe og et våben fra ham, inden politiet ankom og foretog en anholdelse.

Våbnet var en såkaldt 'ghost gun', som er hjemmefabrikeret med en lyddæmper og uden identifikationsmarkører. Våbnet mindede på den måde om det, der blev brugt ved mordet i Oakland otte dage forinden.

Da politiet efterfølgende fik kigget nærmere på indholdet af Steven Carillos hvide varevogn og den kaprede bil fra flugtforsøget, begyndte flere ting at stå klart.

Den såkaldte 'ghost gun', som Steven Carillo havde på sig, da han blev anholdt 6. juni.
Den såkaldte 'ghost gun', som Steven Carillo havde på sig, da han blev anholdt 6. juni. Foto: US Justice Department
Vis mere

På flugtbilen havde Steven Carillo med sit eget blod skrevet 'BOOG' og 'I Became Unreasonable' og 'Stop the Duopoly'.

Sammenkoblet med logoet af en iglo med hawaiiansk tekst på kampvesten fra den hvide varevogn begyndte der at tegne sig et foruroligende billede.

Steven Carillo var medlem af eller sympatiserede med Boogaloo-bevægelsen.

Det er en bevægelse, som de seneste år har vokset sig større og større og har følgere over store dele af USA – og altså også inde i forsvaret.

Steven Carillo skrift med sit eget blod på den bil, han kaprede 6. juni. Teksten er henvisninger til Boogaloo-bevægelsen.
Steven Carillo skrift med sit eget blod på den bil, han kaprede 6. juni. Teksten er henvisninger til Boogaloo-bevægelsen. Foto: US Justice Department
Vis mere

I Boogaloo-bevægelsen ønsker medlemmer at omstyrte den amerikanske regering. Dele af bevægelsen anses for at være en svært bevæbnet milits, som forbereder sig på den næste amerikanske borgerkrig. Bevægelsen benytter sig hovedsageligt af Facebook og andre sociale medier til at kommunikere.

På Steven Carillos Facebook-side fremgik det, at han var meget inspireret af Boogaloo-tanken, ligesom flere af hans militærvenner også er.

Boogaloo-bevægelsen har ifølge amerikanske myndigheder ved flere tilfælde benyttet sig af de mange demonstrationer i kølvandet på George Floyds død til at opildne til væbnet kamp mod politiet.

For et par uger siden blev tre medlemmer af bevægelsen anholdt i delstaten Nevada, hvor de havde benyttet sig af blandt andet molotovcocktails ved demonstrationer.

Sergent Steven Carillo er sigtet for at have planlagt, dræbt og såret politibetjente i Californien.
Sergent Steven Carillo er sigtet for at have planlagt, dræbt og såret politibetjente i Californien. Foto: Santa Cruz County Sheriff's Office
Vis mere

Sagen om Steven Carillo har sendt chokbølger gennem USA.

De to drab anses for at være med fuldt overlæg.

»De tog til Oakland for at dræbe politibetjente,« har den lokale FBI-chef i San Francisco, John Bennett, udtalt ifølge NBC News.

Steven Carillo er sigtet for 19 forhold i de to sager. Det gælder blandt andet mord, forsøg på manddrab, besiddelse af eksplosiver og bilrøveri.