Der kan komme til at udspille sig uhyggelige scener over store dele af USA i forbindelse med valget 3. november.

Det er den kuldegysende konklusion, man kan læse i en helt ny rapport. Tidligere har eksperter og FBI advaret.

Det var egentlig ikke meningen, at rapporten fra FBI’s kontor i Dallas, Texas, nogensinde skulle have set dagens lys.

Den skulle være forblevet i FBI’s varetægt.

Men tilbage i slutningen af september måned – den 29. for at være helt præcis – blev dele af rapporten lækket.

Og det var uhyggelig læsning, der stod i de lækkede dokumenter.

I og omkring Dallas-området står flere højreorienterede og veltrænede militsgrupper klar til at gå i gaderne omkring valget 3. november.

Men det er ikke kun i Dallas-området, svært bevæbnede militser står klar i kulissen.

Boogaloo Bois er blandt de grupperinger på højrefløjen, som er bedst bevæbnet og voldsparate.
Boogaloo Bois er blandt de grupperinger på højrefløjen, som er bedst bevæbnet og voldsparate. Foto: REBECCA COOK
Vis mere

Det viser en helt ny rapport, der giver et overblik over de største og mest prominente militser på den amerikanske højrefløj.

Faktisk er militser i store dele af USA parate til at gå i gaderne. Nogle vil kæmpe på politiets side, hvis det bliver nødvendigt, andre vil bekæmpe venstrefløjen som Antifa og Black Lives Matter. Og de mest voldsomme vil omstyrte USA som nation.

Fælles for en stor del af dem er dog en person: Donald Trump.

'Der har været en stor omrokering af militsgrupper fra at være mod den føderale regering til hovedsageligt at støtte én kandidat. På den måde har en stor del af militsgrupperne lagt sig i tråd med ét politisk parti,' lyder den indledende konklusion fra The Armed Conflict Location & Event Data Project (Acled).

Acleds kort over militsers aktiviteter i USA mellem 24. maj og 17. oktober 2020.
Acleds kort over militsers aktiviteter i USA mellem 24. maj og 17. oktober 2020. Foto: ACLED
Vis mere

'Det har betydet yderligere samklang og fællesskabsfølelse mellem disse grupper og deres identitet med den førte politik under Donald Trumps regering,' lyder det videre.

Længe har den amerikanske præsident mødt hård kritik for sin mangel på kritik af den yderligtgående højrefløj i USA.

Mens han har kritiseret venstrefløjsbevægelsen Antifa, så har præsidenten kaldt hvide nationalister med brændende fakler i Charlottesville for ‘gode folk’, mens han ved de netop overståede præsidentdebatter med Demokraternes Joe Biden har nægtet at undsige højrefløjens nationalister.

Det har resulteret i, at mange højreorienterede militser har fået mod på mere.

Blandt de mest kendte er Boogaloo Bois, Proud Boys og Light Foot Militia.

Men en lang række andre større eller mindre militser har været på fremmarch. Det viser Acleds oversigt over gruppernes aktiviteter gennem de seneste måneder.

Og mange af militserne er klar til at kæmpe på mange kamppladser.

'Disse bevæbnede grupper bruger hybridtaktikker. De træner til kamp i byer og på landet, mens de også benytter sig af pr-redskaber, propaganda og foretager ‘sikkerhedsoperationer’ både online og i fysiske netværk i forsøg på at påvirke folk uden for militsernes sfære,' lyder det i rapporten fra Acled.

Rundt omkring i USA forbereder politiet sig på potentielle kampe i gaderne. Langtfra alle steder er det sandsynligt, men forberedelserne er i gang.

I forbindelse med præsident Trumps nu aflyste vælgermøde i Fayetteville, North Carolina, for få dage siden havde den lokale avis The Fayetteville Observer en tophistorie, der lød: 'Politiet parat til at håndtere ballade i civilbefolkningen'.

Og så sent som 8. oktober slog FBI i Michigan til mod en højreorienteret militsgruppe kaldet Wolverine Watchmen, der planlagde at kidnappe delstatens demokratiske guvernør, Gretchen Whitmer.

Og går vi bare nogle få måneder tilbage, kan man finde historier om Boogaloo Bois-sympatisøren Steven Carillo, der skød og dræbte en føderal vagt i Oakland, Californien, i forbindelse med en Black Lives Matter-demonstration i maj måned.

Politi og Proud Boys under en demonstration i Portland, Oregon, tidligere på året.
Politi og Proud Boys under en demonstration i Portland, Oregon, tidligere på året. Foto: Nathan Howard
Vis mere

Få dage efter endte Carillo, der tidligere havde været i det amerikanske forsvar, med at blive taget til fange, men først havde han dræbt en betjent i Santa Cruz, Californien, i et baghold.

Frygten i USA er tydelig med få dage tilbage af valget.

'Mens nogle af disse grupper har indikeret, at de lytter til snak om at nedeskalere for at undgå konflikt, så er de modtagelige for de hardcore elementer, der arbejder hen imod voldelige aktioner, som skal dominere det offentlige rum omkring valget,' lyder konklusionen i rapporten fra Acled.