Fra Taiwan til Guam – 2754 kilometer i fugleperspektiv.
Så langt er 37-årige Jimmy Lin rejst, for selv at kunne vælge, hvilken coronavaccine han skal stikkes med. Det skriver The Washington Post.
»Jeg er en vaccinesnob. Og i Guam kan jeg selv vælge, hvilken vaccine jeg vil have – og jeg kan få den til en rimelig pris. I Taiwan kunne jeg bare sidde vente på, at det blev min tur, og så få den vaccine, der nu engang var tilbage,« siger Jimmy Lin.
Derfor hoppede han ombord på flyet for at kombinere ferie med et stik Pfizer-BioNTech – hans foretrukne coronavaccine.

Kombinationen af vaccine og ferie er et intiativ, der er skabt i et forsøg på at sætte skub i Guams tourisme efter pandemien.
En rejseform kaldet 'Air V&V' – et program for turister, der er interesserede i at kombinere valgfri coronavaccine med ferie i Guam. Det skriver blandt andet Guam Visitors Bureau.
»Siden vi lancerede Air V&V programmet, har vi set en stor stigning af internationale turister fra Taiwan, Korea og Japan,« siger Honoka Yamazaki, der arbejder som manager i Tsubaki Tower i Guam.
Årsagen til, at det kan lade sig gøre er, at Guam – der hører under amerikansk territorium – har rigeligt med coronavacciner og ingen regler for karantæne.
Allerede nu er over 80 procent af den lokale befolkning færdigvaccinerede, og der er derfor mange doser tilbage, der kan sælges til turister.
Et enkelt stik med Pfizer-BioNTech koster 100 dollars – altså 627,57 danske kroner.
»Det er tydeligt, at pandemien ikke forsvinder lige foreløbig. Så der vil altid være brug for vacciner – og der vil også altid være et marked for rejser,« siger Brandon Kinsella, der er koordinator på AirV&V programmet.
Og selvom det for Jimmy Lin særligt er vaccinen, der trækker, er det helt klart også et plus, endelig at kunne rejse mod fjerne himmelstrøg igen.
»Det føles urealistisk at være her i lufthavnen. Jeg plejede at rejse væk mindst en gang om måneden, men pludselig lukkede hele verden ned,« siger han.
For andre gæster på Air V&V programmet føles det dog endnu usikkert at bevæge sig rundt i ægte feriestil. Derfor vælger flere at blive på hotelværelset under deres ophold.
»Jeg vil ikke risikere at få covid, når jeg netop kom hertil for at undgå virussen.« siger Richard Chang, endnu en rejsende fra Taiwan, efter at have fået andet stik Moderna.


