Hvad der skulle have været en eventyrlig rejse udviklede sig pludselig til et vaskeægte mareridt for turist og rejseblogger, Kaitlyn McCaffery.
Den amerikanske blogger- og iværksætter Kaitlyn McCaffery er nemlig styrtet på en scooter på ferieøen Bali, og hendes tilstand er lige nu så kritisk, at hun ligger i kunstig koma.
Den frygtelige ulykke skulle angiveligt havde fundet sted, da Kaitlyn McCaffery var på vej hjem til sin feriebolig lørdag d. 31. juli.
Her fandt to unge mænd nemlig den 27-årige amerikaner bevidstløsi vejkanten på en øde vej. Det skriver hendes familie på indsamlingssiden Gofoundme.
»To unge mænd fandt hende alene, bevidstløs og blødende på en øde vej. Uden deres hjælp var hun sikkert død,« skriver hendes familie.
Dagen forinden den skrækkelige hændelse havde Kaitlyn McCaffery skrevet et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun delte sin begejstring over, hvor fantastisk hun allerede synes øen var.
Et opslag, som viste sig skulle være det sidste, inden den frygtelige ulykke fandt sted.
Efter at den amerikanske rejseblogger blev fundet ved vejkanten, blev hun indlagt på et indonesisk hospital i hovedstaden Denpasar på ferieøen Bali.
Her erklærede lægerne Kaitlyn McCafferys tilstand kritisk, da hun blandt andet har fået en traumatisk hjerneskade og derfor ligger i kunstig koma.
En situation, som selvfølgelig både er kritisk for hende men også for hendes familie og pårørende, som er bosat flere tusinde kilometer væk fra det indonesiske paradis.
»Det har været en udfordring at kommunikere med hospitalets personale på grund af den enorme sprogbarriere,« skriver familien på Gofoundme.
Kaitlyn McCafferys familie kæmper derfor lige nu for at få fløjet hende hjem til USA, men det er problematisk, da rejseforsikringen ikke vil dække omkostningerne.
Omkostninger, som forventes at løbe op i 250.000 amerikanske dollar, hvilket svarer til cirka 1,6 millioner kroner.
Familien har derfor måtte tænke i andre baner og har oprettet en indsamling, som skal hjælpe dem med at betale prisen, der må være ved at flytte Kaitlyn hjem fra Indonesien.
Indsamlingssiden er dog på rette vej mod det svimlende beløb. I skrivende stund har Kaitlyns familie nemlig allerede indsamlet 240.000 amerikanske dollar.


