I Afghanistan er Taleban stille roligt ved at overtage Afghanistan. Og det sætter alarmklokkerne i gang hos den amerikanske regering, der har igangsat en redningsaktion.

For i dette øjeblik sender USA omkring 3.000 soldater mod Karzai Internationale Lufthavn i den afghanske hovedstad Kabul, skriver nyhedsmediet CBS News.

Indsatsen er iværksat for at evakuere de amerikanske ambassadefolk, der er fanget midt i det afghanske kaos.

Ambassaden vil dog stadig være åben og tilbyde hjælp, men i begrænset omfang, siger talsmand fra USAs udenrigsministerium Ned Price.

»Vi forlader ikke stedet,« lyder meldingen.

Og i Storbritannien følger man amerikanernes model.

For torsdag aften meddeler den britiske regering, at omkring 600 soldater er på vej mod Afghanistan for at få britiske statsborgere, afghansk personale og tolke ud af landet, skriver BBC.

Omkring 4.000 briter skulle være i landet torsdag.

Indtil nu har Taleban formået at overtage hele ti provinshovedstæder i løbet af en uge.

Talebans fremmarch siges at skyldes USA melding om, at ville forlade Afghanistan i slutningen af august og senest 11. september 2021.

Dog var planen, at USA ville have en diplomatisk tilstedeværelse i landet til den tid.

Torsdag aften siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Ritzau, at han følger situationen meget nøje og "tager nødvendige forholdsregler".

»Vi koordinerer tæt med vores allierede, og jeg vil gerne understrege, at sikkerheden for vores ansatte på ambassaden i Kabul har den allerhøjeste prioritet,« siger han i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Af hensyn til sikkerheden vil han ikke kommentere nærmere.

Udenrigsministeriets Borgerservice vurderede i sidste uge, at der er omkring 30 personer på danskerlisten i Afghanistan. Det tæller blandt andre danskere bosat i Afghanistan, enkelte udviklingsarbejdere og journalister.