I Thailand kan du se frem til en ferie med hvide sandstrande, elegante hoteller, snorkling, lækker thaimad, shopping og et enestående, tropisk klima.

Sådan maler TUI et billede af rejsen til Thailand  på deres hjemmeside.

Et billede, der i disse coronatider måske ikke helt lever op til standarden. I hvert fald ikke hvis man spørger Joy Ahlström, der er på 'ferie' med sin mand, Nicolaj, og datter, Emili.

At ordet ferie er flankeret af to apostroffer skyldes, at det i familien Ahlströms optik intet har med ferie at gøre.

Joy og Nicolaj Ahlström har været i isolation i Thailand, siden de rejste fra Danmark den 20. december.
Joy og Nicolaj Ahlström har været i isolation i Thailand, siden de rejste fra Danmark den 20. december.
Vis mere

Siden de 20. december begav sig ud på den 15 timer lange rejse fra Danmark, har de som følge af landets coronarestriktioner siddet i isolation. Først på deres hotel og siden på et thailandsk hospital i Krabi, efter datteren Emili blev testet positiv for corona.

Joy og Nicolaj var begge negative, men myndighederne valgte at isolere hele familien på hospitalet, forældre og datter hver for sig. Her har de været totalt afskåret fra det »enestående tropiske klima« udenfor, og den meste kommunikation med det rumdragtlignende personale sker gennem en telefon.

Emili kommer tidligst ud af isolation den 31. december, og dermed er familiens fælles juleferie reduceret til fire dage, inden de rejser hjem igen den 4. januar 2022.

Under islotionen har familien forsøgt at få hjælp fra TUI, som de har bestilt rejsen igennem, men den fornødne hjælp er ifølge familien udeblevet. Når de skriver til den lokale TUI-guide i rejseselskabets app, er det en guide på Mallorca, der svarer.

Familiens råd til andre danskere, der lige om lidt skal afsted til Thailand, er derfor meget klart: »Bliv hjemme!«

»Hyg jer derhjemme i stedet og vent til, at verden er blevet bedre til at kunne håndtere covid. Det her er tåbeligt. Jeg fortryder, at vi tog afsted. Det er så ærgerligt at bruge sin ferie på det her. Og værst af alt er det at blive skilt fra sine børn. Du skal virkelig have stærke børn, hvis det skal kunne lade sig gøre,« siger Joy Ahlström til B.T.

Familien Ahlström føler, at de tog alle forholdsregler samt satte sig ind i de gældende rejserestriktioner, inden de tog afsted.

Lørdag aften – den 18. december – blev de alle tre pcr-testet i København, men af ukendte årsager kom svaret ikke retur inden for de lovede 24 timer. Familien valgte derfor at få foretaget en privat pcr-test til 1.295 kroner stykket, så de var sikre på, at de ikke bragte smitte med ombord på flyet.

»Vi lod faktisk være med at pakke vores kufferter, før vi var sikre på, at svarene var negative. Det var for stor en risiko ved ikke at vide det, følte vi,« siger Joy.

Alle tre prøver viste sig at være negative, og få timer senere rullede også svarene fra lørdagens pcr-test ind. Også her var der negative svar, og familien kunne med ro i sindet tage i lufthavnen.

I Phuket Airport blev de testet igen, hvorefter de blev de kørt til deres hotel på Kho Lanta på Krabi fem timer væk. Her skulle de i isolation og afvente svar på prøverne. Den fem timers transfer var ikke noget, familien oprindeligt havde bestilt, men noget som TUI havde efterplanlagt, fordi det p.t. ikke var muligt at flyve direkte til Krabi. Transferen var blevet solgt ind som en køretur på to timer, ikke fem.

»Da vi så sidder på hotellet, kommer prøvesvarene, og her er mig og Nicolaj negative, imens Emili er testet positiv. Og så sker der ting og sager,« siger Joy Ahlström.

Her er stuen, som Joy og Nicolaj blev isoleret på på hospitalet.
Her er stuen, som Joy og Nicolaj blev isoleret på på hospitalet.
Vis mere

Fordi deres hotel ikke var et såkaldt ASQ-hotel, der er specielt indrettet til personer i højrisiko for at få corona, blev Joy og Nicolaj sammen med Emili overflyttet til et lokalt hospital. Overflytningen skete i ambulance og ved fuld udrykning.

På hospitalet blev de mødt af personale i hermetisk lukkede sikkerhedsdragter. Joy og Nicolaj fik lov til at være på stue sammen, imens Emili blev isoleret på enestue.

»Vores datter er 18 år og heldigvis meget selvstændig, så vi har ikke været nervøse. Men det er da ikke rart at tænke på, at ens barn ligger alene på et hospital i udlandet.«

Joy Ahlström fortæller, at personalet har været meget søde, men at sikkerhedsniveauet sammenlignet med danske hospitaltsforhold er øget markant.

Sikkerheden blandt personalet er i top på hospitalet.
Sikkerheden blandt personalet er i top på hospitalet.
Vis mere

Joy fortæller ligeledes, at de på hospitalet følte sig meget alene. Flere gange forsøgte de at få hjælp eller søge informationer fra TUI, men hver gang lød svaret, at de ikke kunne hjælpe.

»TUI har fraskrevet sig alt ansvar. De sagde, at de ikke kunne gøre noget. De sagde, at det herfra var SOS International, vi skulle hive fat i. Men fordi vi ikke er ved at dø, er vi røget nederst i bunken. Og det er jo også fair nok, men det er stadig meget frustrerende,« siger Joy Ahlström.

Hun og Nicolaj er efter endnu en negativ test juleaftensdag blevet overflyttet til et ALQ-hotel, hvor de skal være i isolation indtil den 28., hvis de fortsat er negative der.

Emili skal ligge på hospitalet alene frem til den 31. december. Først her – efter 11 dage i isolation – må hun komme udendørs.

Emili er blevet isoleret på enestue på hospitalet, efter hun testede positiv for corona.
Emili er blevet isoleret på enestue på hospitalet, efter hun testede positiv for corona.
Vis mere

For familien Ahlström, hvis ferie pludselig blev noget helt andet, end de havde håbet på, har det været en streg i regningen at rejse til den anden side af jorden midt i en coronapandemi.

Kunne de gøre det om, gjorde det de. Men da de tilbage i oktober bestilte billetterne, virkede det med dobbelte vaccinestik i kroppen og en booster på vej som en sikker plan.

Når de nu står midt i det, er de ekstraærgerlige over, at TUI ikke har levet op til deres forventninger om, hvad et professionelt rejsebureau skal kunne, når tingene spidser til.

»De var forbi hospitalet og stille en pose slik til Emili, men ud over det, har vi følt os meget alene. Og det er ikke en rar følelse i en sårbar situation,« siger Joy Ahlström.

Kommunikationschef for TUI Danmark, Mikkel Hansen, er ked af at høre om familien Ahlströms oplevelser og lover at tage sig af sagen:

»Der er ingen af vores kunder, der skal føle, at kommunikationen til vores guideservice ikke er i orden. Ingen må føle sig alene, og især ikke i en situation, som den du nævner her, hvor kunderne for alvor har brug for deres rejseselskab. Det er ikke i orden, og det kommer vi til at følge op på med det samme,« siger han til B.T.