Er du også træt af frost og kulde, og drømmer du dig til varmere himmelstrøg? Så er du bestemt ikke den eneste.

Henover julen har det danske rejseselskab Bravo Tours nemlig formået at sende 2.200 rejseglade danskere afsted mod sydens sol.

Et tal, der betyder, at rejseaktiviteten igen er på niveau med, hvad det var tilbage i 2019, skriver TV Midtvest.

»Vi har udsolgte fly nu her og har meget få pladser mellem jul og nytår. Det er nogenlunde det, vi regnede med. Det er to år siden, vi havde nogen afsted til jul sidst, så vi klager ikke,« fortæller Peder Hornshøj, der er administrerende direktør ved Bravo Tours.

Men selvom det store passagertal næsten er tilbage på samme niveau, som det var før corona, er turen ikke gået til de samme destinationer, som de gjorde for to år siden.

Danskernes foretrukne – og klassiske – vinterrejsemål som Egypten, Bali og Vietnam er nemlig blevet udskiftet med de kanariske øer som Fuerteventura, Gran Canaria og Tenerife.

Og foruden øerne er det også rejser til Thailand samt safariture i Afrika, som hitter.

Peder Hornshøj fortæller da også, at Bravo Tours oplever, at danskerne nyder at komme afsted på ferie igen, uanset, hvor turen går hen. Og det er endda på trods af de rekordhøje smittetal og den nye omikronvariant.

Men hvordan skal man egentlig forholde sig til udenlandsrejser i henhold til corona, og er det forsvarligt at tage afsted på nuværende tidspunkt?

Spørger man Viggo Andreasen, som er lektor og epidemiolog ved Roskilde Universitet, er der ingen tvivl. Han fortæller nemlig, at risikoen for at blive smittet i andre lande ikke nødvendigvis er højere, end hvad den er i Danmark.

Dog understreger han, at man skal have for øje, at der altid er en højrisiko forbundet med turisme og udenlandsaktivitet.

»Rejser på nuværende tidspunkt kan være giftige, da der vil være en højere aktivitet forbundet, når man er turist. Selvom der er blevet indført regler om tests ved grænserne, kan flyrejsen i sig selv udgøre et problem, fordi man nemt kan smitte mange ombord,« fortæller han til B.T.

Ifølge Viggo Andreasen kan turistattraktioner samt ture på barer og restauranter ligeledes medvirke til en forhøjet risiko, og så mener han, at timingen af rejser og Danmarks vaccineindsats kan være »en kedelig kombination«.

»Lige nu er der ikke meget, der forhindrer omikronvarianten i at vokse, og det vil blive ved de næste to-tre uger, hvorefter vaccinerne så vil sætte ind,« siger Viggo Andreasen og fortsætter:

»Konkret opfatter jeg de næste 14 dage som afgørende for, hvad der skal ske resten af vinteren,« afslutter han.