Saudi-Arabiens olieproduktion vil inden udgangen af september være tilbage på samme niveau som før weekendens angreb mod to af landets olieanlæg.

Det sagde den saudiske energiminister, prins Abdulaziz bin Salman, på en pressekonference tirsdag.

Han oplyste også, at Saudi-Arabien har genoprettet den normale dagsforsyning af olie ved at trække på sine olielagre.

Efter meldingen faldt prisen på olie med omkring seks procent på råvarebørsen i New York.

Prisen på en tønde Nordsø-olie til levering i november faldt med knap 4,50 dollar til 64,55 dollar.

Lørdag blev to store olieanlæg i Saudi-Arabien udsat for et angreb med droner. Angrebene har mere end halveret landets produktion af olie og mindsket verdens daglige forsyning med næsten seks procent.

Det udløste mandag en prisstigning på råolie på omkring 15 procent.

/ritzau/Reuters