I videoen herover kan du se billeder af Trumps pressetalskvinde Sarah Huckabee Sanders afvise, at præsidenten har haft et forhold til pornoskuespillerinden.

Stormy Daniels hævder, at en mand i 2011 truede hende til at holde mund om sin affære med Donald Trump.

Washington. Pornostjernen Stormy Daniels fortæller i et interview med CBS, at hun havde ubeskyttet sex med Donald Trump, der i dag er USA's præsident, en enkelt gang i 2006.

Hun fortæller også, at hun blev truet af en mand på en parkeringsplads i Las Vegas i 2011, da hun forsøgte at sælge sin historie om affæren.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har læst en udskrift af interviewet.

Læs også: Pornostjerne fortalte om påstået affære med Trump: Se den detalje, der nok vil gøre Trump rasende

Stormy Daniels og CNNs Anderson Cooper under nattens interview.
Stormy Daniels og CNNs Anderson Cooper under nattens interview. Foto: HANDOUT
Vis mere

I interviewet fortæller Stormy Daniels, at hun var på vej til et fitnesscenter med sit spædbarn, da hun blev passet op af en ukendt mand.

- En mand kom hen til mig og sagde "lad Trump være i fred. Glem historien", siger hun i interviewet.

- Derefter lænede han sig tilbage og kiggede på min datter og sagde "det er en smuk lille pige. Det ville være en skam, hvis der skete noget med hendes mor". Derefter forsvandt han, siger Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford.

Interviewet bliver sendt i sin fulde længde i CBS-programmet "60 Minutes" klokken et natten til mandag dansk tid.

Flere internationale nyhedsbureauer har dog på forhånd fået en udskrift af interviewet.

Ifølge Stormy Daniels indgik hun i 2016 en fortrolighedsaftale med præsidenten. Aftalen skulle forhindre hende i at fortælle om affæren.

6. marts i år sagsøgte hun dog præsidenten for ikke at have underskrevet aftalen og tilbød at tilbagebetale de 130.000 dollar, hun modtog i forbindelse med aftalen.

Stormy Daniels fortæller, at hun kun en enkelt gang havde sex med Trump. De to holdt dog ifølge skuespilleren kontakten og sås flere gange efterfølgende.

Donald Trump var i 2006 gift med den nuværende førstedame, Melania Trump.

Det Hvide Hus har benægtet Trumps affære med Stormy Daniels, selv om præsidentens advokat Michael Cohen har indrømmet, at han betalte 130.000 dollar til hende før præsidentvalget i 2016.

/ritzau/