Har Donald Trump haft sex med pornostjerner, eller har han ikke?

Svaret på dét spørgsmål presser sig mere og mere på i takt med, at nye afsløringer truer med at trække tæppet væk under verdens måske mægtigste mand.

For ifølge det amerikanske nyhedsmedie thedailybeast.com havde han ikke alene en hed affære med pornostjernen Stormy Daniels, han opfordrede også en af hendes kolleger til at tage del i sexfesten, der angiveligt skulle have fundet sted i 2006.

»Stormy ringer til mig….. sammen med Donald og jeg kan høre ham, han råber gennem telefonen ‘årh kom nu Alana, lad os få lidt sjov, lad os få lidt sjov. Kom over til festen. Vi venter på dig’,« fortæller pornostjernen Alana Evans i et eksklusivt interview med mediet og bekræfter dermed både den hede affære og den afsløring, som Wall Street Journal forleden bragte til torvs. Nemlig at Stormy Daniels var betalt til tavshed. En lille mio. kroner fik hun angiveligt i oktober 2016 for at tie om sin frække forbindelse til Trump.

Som de fleste husker, var valgkampagnen allerede skudt i gang på det tidspunkt, og ifølge Wall Street Journal havde Stormy Daniels været i tæt kontakt med det populære morgenprogram ‘Good Morning America’ om at fortælle sin historie til dem. Ligesom hun efter sigende også havde tilbudt den til The Daily Beast.

Var historien om Donald Trumps affære med pornostjernen Stormy Daniels kommet frem i efteråret 2016, kunne han sandsynligvis have vinket farvel til præsidentposten.
Var historien om Donald Trumps affære med pornostjernen Stormy Daniels kommet frem i efteråret 2016, kunne han sandsynligvis have vinket farvel til præsidentposten. Evan Vucci

Begge aftaler sprang den nu 38-årige pornostjerne fra i sidste øjeblik. Angiveligt fordi hun fik et bedre tilbud. Fra Donald Trump.

Var historien blevet bragt dengang, er det tvivlsomt, om USAs præsident i dag ville have heddet Donald Trump, mener lektor emeritus Klaus Kjøller fra Københavns Universitet, som bl.a. forsker i politisk kommunikation, spin og manipulation.

»Det er helt klart en møgsag for Donald Trump nu. Men på det tidspunkt i 2016 havde den været langt mere interessant, havde skabt mere fokus på den side af ham og ville have haft en betydning for, om han var blevet præsident eller ej. Nu er den efter min vurdering mere end slags efterskrift,« siger Klaus Kjøller.

Indtil nu har Det Hvide Hus hårdnakket afvist historien om, at Donald Trump skulle have have sex med en pornostjerne på dette tidspunkt, hvor han dels var gift med Melania, dels netop var blevet far til parrets første og eneste barn sammen.

»Det er gamle genbrugsartikler som blev publiceret og på det kraftigste afvist før valget,« udtalte en talsmand forleden til nyhedsbureauet AFP og refererede dermed såvel historien om Stormy Daniels som pornostjernen Jessica Drake, der i oktober 2016 var ude i pressen for at fortælle om Donald Trumps upassende overgreb og om, hvordan han i 2006 havde tilbudt hende 10.000 dollars for sex. Ved præcis det samme golfarrangement for berømtheder, som havde trukket såvel Stormy Daniels som Alana Evans til Nevada.

Pornostjernen Jessica Drake var i efteråret 2016 ude med beskyldninger om seksuel chikane fra Donald Trump, der angiveligt tilbød hende 10.000 dollars for sex. 
Pornostjernen Jessica Drake var i efteråret 2016 ude med beskyldninger om seksuel chikane fra Donald Trump, der angiveligt tilbød hende 10.000 dollars for sex.  MIKE NELSON/EPA

Her mødtes de to pornostjerner, og Stormy Daniels fortalte, at hun skulle mødes med Donald Trump. Alana Evans blev inviteret med til festen.

Hun takkede nej, men fik adskillige opkald fra Stormy Daniels, som pressede på. Og til sidst med hjælp fra Donald Trump selv. Uden held dog.

»Næste dag fortæller hun mig, at hun endte op med Donald på hans hotelværelse. ‘Forestil dig ham jagte mig rundt i sine stramme underbukser’,« genfortæller Alana Evans i thedailybeast.com.

Hvad der videre skete får vi nok aldrig svar på. For ifølge Wall Street Journal er kontrakten mellem pornostjernen og præsidenten så vandtæt, at hun må tage minderne med sig i graven.

Men vælger pornostjernen Stormy Daniels alligevel at bryde den, tvivler lektor emeritus Klaus Kjøller på, at det får nogen konsekvenser for USAs præsident.

Den tidligere Playboy model Karen McDougal havde angiveligt en ti måneder lang affære med Donald Trump tilbage i 2006. Her ses hun med Hollywoodstjernen, som hun har været kæreste med. 
Den tidligere Playboy model Karen McDougal havde angiveligt en ti måneder lang affære med Donald Trump tilbage i 2006. Her ses hun med Hollywoodstjernen, som hun har været kæreste med.  MAXPPP/FERNANDES BOUTRIA/EPA

»Dét, at der med hele #MeeToo kampagnen er kastet mere lys på mægtige mænds misbrug af kvinder, gør det jo til en møghistorie, der er med til at underminere hans image. Men for dem, der elsker Donald Trump, vil den her historie overhovedet ikke gøre en forskel.«