Hvorfor døde Jozef Chovanec? Og hvad skete der egentlig i hans fængselscelle både før og efter, at seks betjente kom ind til ham?
Det er spørgsmål, der bliver diskuteret heftigt i Belgien i disse dage, hvor en af landets største politiskandaler lige nu udspiller sig.
Den 38-årige slovak mistede nemlig livet under dramatiske omstændigheder, da han tilbage i 2018 tog af sted på det, der skulle have været en harmløs flyvetur fra Bruxelles i Belgien til Bratislava i Slovakiet.
Og ikke nok med, at slovakken døde i politiets varetægt.
Særligt en betjent gjorde sig også yderst uheldigt bemærket med sin opførsel, mens hendes kolleger sad oven på Chovanec:
Hun lavede noget så bizar og kontroversielt som en nazi-hilsen.
I de seneste to et halvt år har Jozef Chovanecs enke søgt efter svar på, hvad der foregik i den fængselscelle, hvor hendes mand endte, fordi han blev urolig før afgangen fra Bruxelles.
Det var dog først, da tv-stationen RTBF onsdag aften viste overvågningsvideoen fra hans celle, at sagen fik konsekvenser. Kort efter udsendelsen valgte den næstkommanderende for politiet at træde tilbage. Det skriver avisen De Morgen.
Jozef Chovanec var forretningsmand og ejede et firma, som rekrutterede slovakiske bygningsarbejdere, og han rejste jævnligt mellem Belgien og Slovakiet i forbindelse med sit arbejde.
Men på vej ombord på den skæbnesvangre flyvetur blev han urolig og skubbede til en stewardesse. I det hele taget var han så vanskelig, at kaptajnen til sidst tilkaldte politiet.
Derfor endte han i en celle i lufthavnen, hvor alt gik helt galt.
På videoen fra overvågningskameraet kan man se, hvordan slovakken gik hvileløst rundt i cellen og på et tidspunkt begyndte at hamre hovedet hårdt mod en mur. Derfor blødte han voldsomt, da seks betjente kom ind til ham. De kastede sig over ham, mens han lå og sprællede på briksen.
En mandlig betjent lå i 16 minutter med hele sin krop oven på den urolige mands bryst.
Derefter udspillede der sig scener, der unægtelig leder tanker hen på amerikaneren George Floyd, der tidligere i år blev dræbt af politiet i USA, fordi en betjent knælede på halsen af ham.
Men som om det ikke var slemt nok, så lavede en af de kvindelige betjente pludselig nazi-hilsen og et overskæg med fingrene, mens hun tydeligvis grinede til en kollega uden for billedet. Mens det skete, var Jozef Chovanec på vej i koma på grund af den hårdhændede behandling.
Dagen efter døde han på hospitalet.
Enken siger til belgiske tv, at hverken hun eller andre i familien ved, hvorfor hendes mand pludselig gik amok. Der var heller intet i obduktionsrapporten, der viste tegn på alkohol eller stoffer.
»Der så ud til at være noget galt med min mand. Han havde det ikke godt, men politiet ignorerede ham hele natten,« siger Henrieta Chovancova ifølge tv2.dk til Het Laatse Nieuws og tilføjer:
»Da de så blodet, skulle de have givet ham førstehjælp. I stedet satte så mange mennesker sig på ham, at han ikke kunne trække vejret.«