27 år.

Så længe har den netop offentliggjorte møgsag om Politiets fejlagtige brug af mindst 669 folks navne fundet sted.

Det fremgår af en mail sendt fra Justitsministeriet til rigspolitichef Thorkild Fogde, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Her oplyser ministeriet i alt ni punkter, som politibossen inden 12. juni skal redegøre for om sagen.

Rigspolitichef Thorkild Fogde er yderst utilfreds med den nye møgsag hos politiet. Poltikere fra rød og blå fløj er meget vrede.
Rigspolitichef Thorkild Fogde er yderst utilfreds med den nye møgsag hos politiet. Poltikere fra rød og blå fløj er meget vrede. Foto: Philip Davali
Vis mere

Og et af punkterne er følgende:

'Fejlenes karakter og baggrunden for, at fejlene kunne opstå og kunne fortsætte i perioden 1993-2020,' står der i mailen fra ministeriet.

Altså er der tale om mere end et kvart århundrede, hvor fejlene er sket.

I samme mail står også, at det skal frem, hvor hårde konsekvenser fejlene har haft for den enkelte borger, hvis navn er brugt i sager, de intet har med at gøre.

At fejlene med borgernes navne er sket i 27 år vækker harme på Christiansborg.

»Det er helt vildt, at det her har stået på siden 1993 og nærmest bliver opdaget ved en tilfældighed, fordi en politikreds gerne vil have rettet nogle fejl,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen.

Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, kommer med hård kritik.

»Det er hårrejsende, hvis der har været fejl i Politiets systemer i så mange år, uden at det er blevet opdaget. Det er selvsagt på sin plads, at ministeren nu reagerer med nogle spørgsmål, men det er det mindste af det,« siger han og tilføjer:

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kalder ny sag om politifejl for hårrejsende. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kalder ny sag om politifejl for hårrejsende. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det, der er værre, er, at der åbenbart er nogle centralt hos Politiet, der ikke er deres opgave voksen, og ikke har haft styr på det langt tilbage i tiden. Det kan borgerne under ingen omstændigheder være tjent med.«

Og det er ikke første gang, en skandale rammer Politiets brug af data.

Sidste år kom frem, at der var teledataskandale hos Politiet.

Så det er anden gang på ret kort tid, at der kommer sager frem om Politiets problemer med brug af data.

Justitsminister Nick Hækkerup (S vil inden sommerferien se en redegørelse fra rigspolitichef Thorkild Fogde om den nye sag om fejlagtig brug af 669 borgeres navne. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Justitsminister Nick Hækkerup (S vil inden sommerferien se en redegørelse fra rigspolitichef Thorkild Fogde om den nye sag om fejlagtig brug af 669 borgeres navne. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Den skandale lægger sig oven på en teledataskandale, som har varet siden 2011. Det efterlader et meget skidt indtryk af Politiets evne til at håndtere data overhovedet,« siger Karina Lorentzen.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har allerede slået fast, at han mener, at det er alvorlige fejl, Politiet har begået.

»Jeg kommer til at følge oprydningsarbejdet tæt, og jeg vil orientere Folketinget om resultaterne af dette, når arbejdet er afsluttet. Det er ikke overraskende afgørende for mig, at Politiet har styr på sin datahåndtering,« siger han.

TIP OS: Har du kendskab til skandalen hos Politiet, så skriv til B.T.-journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk