Den australske politiker Andrew Broad har måttet trække sig fra sit embede, efter det er kommet frem, at han har brugt hjemmesiden 'Sugar baby', hvor man kan date yngre kvinder mod betaling.

Beskyldningerne blev trykt i det australske medie New Idea mandag.

Den 43-årige politiker havde ellers en fremtrædende rolle som assisterende minister for vicepremierministeren, men den position har han altså nu måttet opgive.

Det australske føderale politi gik allerede for to uger siden i gang med at undersøge beskyldningerne, skriver news.com.au.

Politikeren, der i øvrigt er gift, skulle angiveligt have brugt hjemmesiden, når han var på forretningsrejse.

Det er en af pigerne fra hjemmesiden, hvis alias er 'Sweet Sophia Rose', der har fortalt mediet om sit og politikerens møde på en dyr restaurant i Hongkong.

Selvom kvinden i sin profil skriver, at hun ikke ønsker at være intim på dates, fortæller 'Sweet Sophia Rose', at politikeren efter middagen havde booket et værelse til dem.

»Han blev ved med at tage min hånd og lægge den på sit ben. Så jeg gik ud på toilettet, og da jeg kom tilbage, fortalte jeg ham, at jeg blev nødt til at gå,« siger hun til New Idea.

Andrew Broad er angiveligt glad for at date yngre kvinder, selvom han er gift.
Andrew Broad er angiveligt glad for at date yngre kvinder, selvom han er gift. Foto: MICK TSIKAS
Vis mere

Hun fortæller også, at han skulle have løjet om sin alder.

»Jeg synes ikke, at en person, der opfører sig på den måde, skal være med til at tage beslutninger for vores land,« siger kvinden.

Ifølge mediet skulle hun også have modtaget billeder af politikeren fra hans optræden i nyhederne.

»Det virker, som om han ville prale af sig selv. Han fortalte mig, at han var en meget vigtig person,« siger hun.

Andrew Broad har afvist anklagerne og har meldt kvinden til politiet.

Den australske hjemmeside, hvor kvinderne får betaling for at tage på dates med mænd, er vældig populær.

Således har mere end 100.000 yngre studerende meldt sig til tjenesten, fordi det er en hurtig måde at tjene penge på.

Fænomenet 'sugar-dating' er ikke kun et australsk fænomen - også herhjemme kan mænd benytte sig af lignende tjenester, der af nogle karakteriseres som en form for prostitution.