Politiet i Blackpool, England fik en uventet reaktion på de sociale medier, efter at de postede et billede af en tyv med favnen fuld af stjålne dåser.

Tyven fra restaurantens videoovervågning ligner nemlig til forveksling den amerikanske skuespiller David Schwimmer, kendt som Ross i tv-serien 'Venner'.

Den store lighed mellem den berømte skuepiller og den britiske tyv har fået internetbrugere verden over til at ty til tasterne og kommentere politiets ellers alvorlige efterlysning.

Kommentarer som 'ROOOS CAAAAN, GET ME THE BEEEEERS' og 'Der går rygter om, at han havde medsammensvorne. Miss Chenandler Bong, Regina Phalange og Ken Adams var alle set i området' fylder i kommentarfeltet på politiets efterlysning på Facebook.

Fælles for kommentarerne er, at de referer til den populære sitcom fra 1990'erne og gør grin med tanken om, at den nørdede fiktive karakter er blevet tyv.

I skrivende stund har politiets efterlysning 160.000 kommentarer på Facebook. Derudover er opslaget blevet delt over 110.000 gange.

Blackpool Politi har som reaktion på de mange kommentarer skrevet således på Facebook:

'Tak til jer alle sammen for jeres hurtige respons. Vi har undersøgt sagen grundigt og har bekræftet, at David Schwimmer var i USA på denne dato. Vi er kede af, at det må være på denne måde.'

Skuespilleren David Schwimmer har også reageret på efterlysningen af hans britiske dobbeltgænger.

På Instagram og Twitter har Schwimmer postet en video, hvor han på samme måde som tyven lister igennem et supermarkedet med en lignende ramme dåser i armene.

Med videoen fulgte følgende tekst:

'Betjente, jeg sværger, at det ikke var mig. Som I kan se, var jeg i New York. Til det hårdtarbejdende Blackpool Politi, held og lykke med efterforskningen,' skrev Schwimmer på Twitter.

Blackpool Politi har efterfølgende delt David Schwimmers video på Facebook med teksten 'Tak, fordi du er der for os, David Schwimmer. Vi er glade for din støtte!'

Den mistænkte mand på billedet er eftersøgt for at stjæle en jakke, en pung og en mobiltelefon fra en restaurant i Blackpool lørdag den 20. oktober.