Da en amerikansk politikreds i sidste uge delte et forbryderbillede i håb om at finde frem til en eftersøgt mand, endte det med at blive delt igen og igen på internettet.

Men nok næppe af den grund, som politiet havde håbet på.

I stedet blev forbryderbilledet – på engelsk kaldet et 'mugshot' – delt, fordi flere mener, at manden på billedet, Todd W. Barrick Jr. på 50 år, har en slående lighed med en fiktiv person fra den succesfulde serie 'Breaking Bad'.

Nærmere bestemt karakteren 'Walter White', der i serien bliver spillet af skuespilleren Brian Cranston.

Og den lighed har flere moret sig over på Facebook, hvor Galesburg Police Department delte forbryderbilledet forrige tirsdag:

'Brian Cranton ser lidt hærget ud,' skriver en bruger, mens en anden skriver:

'Tja, jeg gætter på, vi nu har fået en spoiler for 'Breaking Bad'-filmen.'

Politiet leder efter Todd W. Barrick Jr., da han skal have overtrådt vilkårene for sin prøveløsladelse.

Ifølge Fox News er han eftersøgt for at have været i besiddelse af metamfetamin.

Også dét påpeger flere som værende en lighed med 'Walter White'.

I serien er han nemlig en kemilærer, der begynder at producere og sælge netop metamfetamin.

På grund af ligheden joker en bruger på Facebook med, at politiet måske burde lede efter ham i Albuquerque – hvor tv-seriens handling fandt sted.