Der er tilsyneladende noget om, at alle har en dobbeltgænger et sted i verden.

I hvert fald har sangerinden Rihanna fundet sin - i en ganske ung pige.

Det skriver Independent.

Det var 'Umbrella'-sangerinden selv, der først gjorde opmærksom på, at der går en ung pige rundt, som ligner hende.

'Jeg tabte næsten min telefon. Hvordan?', skrev hun i tirsdags på Instagram, hvor hun delte et billede af pigen.

Siden stak det helt af, da folk forsøgte at finde ud af, hvem pigen på billedet var:

'Vent. Hvad? Stop. Jeg er død. Jeg kan. Ikke. Håndtere. Det her,' skriver en af sangerindens følgere i kommentarsporet under billedet, mens en anden skriver:

'Denne pige ser ud fuldstændig ligesom dig. Jeg flipper helt ud.'

Efterfølgende er det lykkedes at finde frem til den lille dobbeltgænger, som har vist sig at være den syv-årige Ala'a.

Det var pigens mor, Bria Kay, der på Instagram - hvor hun har oprettet en profil til sin datter - havde delt billedet, som Rihanna efterfølgende faldt over på grund af den store lighed.

Noget kunne tyde på, at Ala'a, der beskrives af sin mor som 'en spirende model og skuespiller', kan gå en stor fremtid i møde.

Siden 31-årige Rihanna delte billedet af hende, er tusindvis af brugere begyndt at følge hende, og den tidligere supermodel Tyra Banks har ligeledes - inden pigens identitet kom frem - bedt om hjælp til at finde ud af, hvem pigen er.